Hvad er det bedste ved at bo i Odder - med dine ord?
“Hyggelig bymidte, som har historie og et godt handelsliv og god adgang til offentlig transport (i hvert fald på hverdage). Skove og strande tæt på. Min mand og jeg er flyttet hertil for knapt 5 år siden, men jeg har faktisk gået 2 år på Rathlouskolen og er konfirmeret i Odder Kirke i 1974. Min mand har været tilknyttet Handelsskolen her i Odder under sin uddannelse som isenkræmmer i 1979 og 1980.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Odder til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Strandene, som der er kilometervis af fra Norsminde til Horsens Fjord. Jeg bader gerne året rundt.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“At jeg kan tale med alle mennesker og er imødekommende og omsorgsfuld.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Morgenkaffe med morgensol i køkkenalrummet. Et smil og et hej fra en fremmed på en gåtur. God service i butikkerne, hvor jeg køber ind. Biblioteket bruger jeg meget, også med børnebørnene.”
Hvem i Odder vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Tak til de mange frivillige i Odder, bl.a. We Walk Odder, som jeg går ture med. Tak også til vores skønne og hjælpsomme naboer i vores lille ejerforening. De er med til at skabe et godt liv her i Odder.”