Odder Gymnasium og Odder Museum har siden september 2022 samarbejdet om at synliggøre forbindelsen i et fælles udstillingsprojekt: Vores vej mod klimakrisen. Udstillingen åbner fredag d. 10. marts.
Udstillingen fortæller en historie om dengang, vores lokalsamfund gik fra muskelkraft til fossile energikilder. Og om den rivende udvikling og alle de fremskridt, det førte med sig her på Odderegnen. Den fortæller også en historie om klimakrisen og livet i nutidens Odder, set fra de unges perspektiv og med gymnasieelevernes stemmer som en del af fortællingen.
Elever fra dansk og fysik på Odder Gymnasium har det sidste halve år haft fælles forløb med bl.a. workshops på Odder Museum. Eleverne har med afsæt i lokalhistorien og et stort fotomateriale fra Lokalarkivet arbejdet med temaerne forbrug, energi, transport og byggeri, og hvordan vi herigennem kan spore de klimaudfordringer, vi oplever i dag.
Også et billedkunsthold fra Odder Gymnasie har sat et særligt præg på udstillingen. De har samarbejdet med kunstneren Andrea Momme og skabt deres helt egne scenografiske og æstetiske elementer til udstillingen.
Andrea Momme er etableret Aarhuskunstner med baggrund som teaterskrædder og tekstildesigner. Med støtte fra Kulturring Østjylland og projektet ”Kunst og kultur under åben himmel” har hun skabt sit eget unikke kunstværk til udstillingen, inspireret af det lokalhistoriske fotomateriale og processen og samarbejdet mellem Odder Museum og Odder Gymnasium.
Andrea Mommes kunstværk bliver på åbningsdagen afsløret på Torvet i Odder, og det vil hen over udstillingsperioden komme til at stå forskellige steder i byens rum – som et helt særligt vandremonument og påmindelse om vores vej mod nutidens klimaudfordringer.
Udstillingen er støttet af Kulturring Østjylland, Odder Kommune og Odder Museums- og Arkivforening. Udstillingen åbner fredag d. 10. marts og alle er velkomne - se program herunder. Udstilling er herefter åben som Odder Museums særudstilling sommeren over.
https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/udstilling-viser-vejen-mod-klimakrisen/