I Odder Kommune er vi i gang med at omstrukturere den måde, kommunen bliver ledet på. Det – kombineret med at vores Sundheds- og Omsorgschef snart går på pension – har betydet at der har skulle besættes nogle nye chefstillinger, og tre af dem er nu på plads.
Der er tale om stillingerne som Børne-, Unge- og Familiechef, Skole- og Dagtilbudschef og Sundheds- og Omsorgschef. Tre vigtige stillinger, som der har været et stærkt ansøgerfelt til, og derfor er der også stor glæde på direktionsgangen på rådhuset over at der nu kan sættes navne på de tre stillinger.
”Det har været en rigtig god og spændende ansættelsesproces, og det har været svært at vælge, fordi felterne af ansøgere har været så stærke. Men jeg er helt sikker på at vi har valgt det rigtige og jeg glæder mig til at vi sammen skal føre Odder Kommune fremad,” siger Sanela Ljeskovica, der er direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune.
Hun bakkes op af hendes direktør-kollega, Susanne Hammer-Jakobsen, som også nikker genkendende til det stærke felt.
”Det har været en fornøjelse at se at så mange dygtige mennesker gerne vil arbejde i Odder Kommune. Der venter en stor og spændende opgave med omstrukturering af områder og ny fordeling af opgaver, men jeg er helt overbevist om at vi har sat det rigtige hold til den opgave,” siger Susanne Hammer-Jakobsen, der er direktør for Børn, Uddannelse og Kultur.
De tre nye fagchefer er:
- Majbritt Veise Blohm, der tiltræder som ny Sundheds- og Omsorgschef. Majbritt kommer til Odder Kommune fra en stilling som chef for Sundhedsfremme og Forebyggelse i Sundhedsforvaltningen i Aarhus Kommune.
- Mette Nautrup Bruun, der tiltræder som Børne, Unge og Familiechef. Mette er et kendt navn i Odder Kommune, hvor hun i øjeblikket er leder af bl.a. af myndighedsområdet for unge og voksne samt Forebyggelse & Rusmidler.
- Karina Corneliusen, der tiltræder som Skole- og Dagtilbudschef. Karina har indtil nu været ansat som sektionsleder i Sektion Skole i Aarhus Kommune.
De tre nye chefer tiltræder løbende hen over de næste par måneder, hvor den sidste starter i løbet af juni.
https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/tre-nye-fagchefer-pa-plads-i-odder-kommune/