Politiet efterforsker deling af krænkende materiale

Profilbillede
dato

Østjyllands Politi efterforsker p.t. en sag i Odder om mulig deling af krænkende billeder og film af en mindreårig teenagepige. 

Politiet er i fuld gang med at forsøge at finde frem til materialet og finde ud af, i hvilket omfang det er blevet delt, og hvem der er involveret.

Østjyllands Politi har været i kontakt med den pågældende pige og hendes forældre, ligesom der har været tæt dialog med SSP-samarbejdet i Odder Kommune. 

På nuværende tidspunkt ønsker Østjyllands Politi af hensyn til efterforskningen og de involverede ikke at oplyse yderligere om detaljer i sagen. 

Det er strafbart at besidde og dele krænkende materiale af andre, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man straks sletter det, hvis man får tilsendt noget. Forældre opfordres til at tage en snak med deres børn om, hvad de skal gøre, hvis de får sendt den slags video eller billeder. 

Du kan læse mere om deling af billeder på Det Kriminal Præventive Råds hjemmeside. 

Ønsker man at anmelde et forhold til politiet, kan det ske via tlf. 114 eller på politi.dk. 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi