Mini Aqua Camp er en svømmelejr, der afholdes i Spektrum Odder Svømmehal fra d. 3-5. april i tidsrummet 08.00-15.00.
Mini Aqua Camp er en del af konceptet Rema 1000 Aqua Camp, der er udviklet af Dansk Svømmeunion og sponsoreret af Rema 1000.
Det er for alle børn i alderen 7-12 år, der gerne vil bruge noget af påskeferien på at svømme, lege, lære om livredning, få nye venner og meget andet. Selvom man ikke er den store svømmer eller medlem af Odder Svømmeklub kan man sagtens være en del af Aqua Campen. Alle, der er glade for vand, er velkomne!
Seje deltagere på Aqua Camp, der øver livredning ved at dykke og bjærge træningsdukken (Foto: Odder Svømmeklub)
Fokus på sjove og spændende aktiviteter
Indholdet på Rema 1000 Aqua Camp er udviklet af Dansk Svømmeunion og Odder Svømmeklub og er fyldt med masser af sjove og spændende aktiviteter både på land og i vand.
Udover at svømme, dykke, lære udspring og mange andre sjove vandaktiviteter, bliver der sat fokus på livredning, førstehjælp og sikre baderåd, så vi kan gå en sikker sommer ved stranden i møde. På landjorden er der også rig lejlighed til at lege, spille bold og f.eks. komme på skattejagt eller stjerneløb.
Livredder i Spektrum Odder Svømmehal, Michael Kirkegaard underviser i livredning og førstehjælp med stort engagement fra Aqua Camp deltagerne (Foto: Odder Svømmeklub)
Som deltager på Mini Aqua Campen får du en lækker goodie-bag med svømmebriller, badehætte, drikkedunk og T-shirt.
Mini Aqua Camp i Odder Svømmeklub ledes af klubbens uddannede instruktører og livreddere. For mere information kontakt breddeafdelingen i Odder Svømmeklub på tlf. 71 75 70 23
Er du interesseret, så se mere under event på: www.oddersvoem.dk
Odder Svømmeklub afholder Rema 1000 Aqua Camp i samarbejde med Dansk Svømmeunion, der har udviklet konceptet takket være støtte fra REMA1000.