Nu er det igen muligt at søge om tilskud fra Feriepartner til udviklingsprojekter i Odder og omegn.
For sjette år i træk støtter Feriepartner Odder lokale initiativtagere med deres Oplevelsespulje. Det betyder, at lokale ildsjæle, foreninger og virksomheder i Odder og omegn lige nu har chancen for at få økonomisk støtte til udviklende projekter.
Hos Feriepartner Odder prioriteres de gode oplevelser til fordel for både turister og fastboende. Derfor er de glade for at kunne uddele i alt 10.000 kr. til den gode ide, der kan skabe værdi for lokalsamfundet. Pengene kommer fra Feriepartners landsdækkende Oplevelsespulje, der hvert år uddeler 1 mio. på landsplan.
Midlerne kan både anvendes i forbindelse med etablering af et nyt koncept eller til at videreudvikle et allerede eksisterende projekt. Det kan eksempelvis være initiativer som kan løfte mødesteder, sportsaktiviteter eller naturformidling. Sidste år støttede Feriepartner Odder, Fredenslyst Fodboldgolf uden for Odder med 10.000 kr. til opstart af banen i 2023.
Ansøgningsfrist den 15. april 2023
Man kan allerede nu søge om økonomisk støtte fra Feriepartners Oplevelsespulje. Ansøgningsskemaet kan indhentes på www.feriepartner.dk/oplevelsespulje og skal indsendes på mail til det lokale Feriepartnerbureau i Odder senest lørdag den 15. april 2023.
De udvalgte projekter, som får tildelt midler, vil blive annonceret medio maj.
https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/feriehusudlejer-stotter-lokale-ildsjaele-foreninger-og-virksomheder/