Fejring af flere færgeafgange

Foto: Odder kommune. Repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen og forvaltningen blev festligt modtaget på Tunø Havn af tunboere og sommerhusejere.
dato

Nu kan man sejle til og fra Tunø fire gange om dagen på hverdage.

Det var en glædens dag, da repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen kl. 05.30 sejlede fra Hou til Tunø, for at fejre at færgen fremover har fire afgange på hverdage.

Den nye tidlige morgensejlads muliggør blandt andet, at man kan pendle og arbejde på fastlandet. Det er samtidig muligt at gå i daginstitution og skole på fastlandet.
Endelig kan den øgede frekvens af sejladser være med til at få flere turister til at besøg øen.

På kajen i Tunø Havn ventede bl.a. restauratør fra Mejeriet og med-formand i Tunø-udvalget, Tim Grønbech, og flere andre tunboere og sommerhusejere på øen. 

Tim Grønbechs toårige datter, Isabella, er pt det eneste barn på øen, og for for hende betød morgenens tidlige sejlads også en debut. Hun skulle nemlig med morgenfærgen kl. 6.30 for at gå i daginstitution i Hou. Med Tunøfærgen var også en medarbejder klar til at tage imod hende og sejle hende over til institutionen.

Fejring på Mejeriet Tunø
Efter at have vinket farvel til Isabella og færgen var der fejringen på Mejeriet Tunø, hvor Ø-råd, Beboerforeningen, almindelige tunboere og sommerhusejere var mødt op.

Her hørte de samtidig oplæg om indkøb af ny el-færge, eventuelle nye lejeboliger på øen, udvikling af Tunø Havn og om Tunø Købmandsgaard, hvor et nyt købmandspar starter den 1. maj.


https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/fejring-af-flere-faergeafgange/
Kilde: Odder kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.