Afdelingsleder til Sundhedsteamet i Odder Kommune

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Området for Børn, Unge og Familier søger en engageret og fagligt velfunderet afdelingsleder, som kan stå i spidsen for driften og den forsatte udvikling af det tværfaglige Sundhedsteam i Odder Kommune.

I Sundhedsteamet arbejder otte sundhedsplejersker, to samarbejdskonsulenter, en børnefysioterapeut og to projektmedarbejdere med at sikre udvikling og forankring af de sundhedsfremmende og forebyggende indsatser til målgruppen -9 måneder til 16 år. I løbet af 2023 vil Sundhedsteamet endvidere blive udvidet med familiebehandlere, som arbejder med målgruppen -9 måneder til 6 år, og der vil i denne proces blive en ledelsesopgave i at samle afdelingen.

Sundhedsteamet er en selvstændig afdeling under området for Børn, Unge og Familier. På området er der høje ambitioner, og der arbejdes på at skabe de bedst mulige betingelser for, at alle børn og unge kan udvikle sig til livsduelige mennesker gennem en tryg tilknytning til primære omsorgspersoner i familien, dagtilbud og skole. Sundhedsfremme og forebyggelse udgør i den forbindelse et væsentligt grundlag, og Sundhedsteamet spiller en helt central rolle i forhold til at indfri ambitionerne.

Sundhed og sundhedsvaner grundlægges tidligt i livet, og vi arbejder derfor med afsæt i Børne- og Ungepolitikken på at udvikle et fælles fundament for en tidligere forebyggende indsats på tværs af hele børne- og  ungeområdet. Vi har fokus på at styrke den tværfaglige samarbejdspraksis for herved at sikre, at vi er fælles om at løse kerneopgaven. For at øge den relationelle kapacitet afholder vi fælles temadage på tværs af spæd- og småbørnsområdet, hvor du som leder har en central rolle i planlægningen og faciliteringen af disse dage sammen med de øvrige ledere på området.

Ledelsesopgaven

Som afdelingsleder for Sundhedsteamet refererer du til fagchefen for Børn, Unge og Familier, og du bliver en del af en stærkt afdelingsledergruppe bestående af fagligt kompetente og ambitiøse ledere. I ledelsesteamet ser vi forskellighed som en styrke, og vi er optaget af at oplyse, supplere og udfordre hinanden for herved at spille hinanden gode. 

I Odder Kommune bliver du en del af en lille organisation med korte beslutningsveje, og du får mulighed for at komme helt tæt på beslutningerne og påvirke meningsdannelse, mål og retning. Vi har et tæt samarbejde på tværs af kommunens områder med det formål at sikre helhed og sammenhæng i alle indsatser over for børn, unge og deres familier. 

Som afdelingsleder har du ansvaret for den daglige ledelse og drift af Sundhedsteamet, hvilket indebærer, at du får eget budget og personaleansvar. Gennem en stærk faglig ledelse skal du sikre, at der er en tydelig sammenhæng mellem den overordnede strategi og daglige praksis, og du skal gennem en tydelig personaleledelse og i dialog med medarbejderne skabe gode og retningsgivende rammer, som frisætter medarbejderne til at skabe gode løsninger sammen med familierne og deres netværk og på tværs af fagligheder.

Som afdelingsleder i et tværfagligt team bliver det vigtigt at have de forskellige monofagligheder for øje, og du skal som afdelingsleder skabe rum for, at medarbejderne kan dyrke monofagligheden gennem faglig sparring og udvikling for herved at skabe et stærkt afsæt for det tværfaglige samarbejde. Der er i Sundhedsteamet en rummelighed og nysgerrighed på hinandens fagligheder, hvilket ledelsesmæssigt bliver en vigtig opgave et understøtte.

En spændende ledelsesopgave for dig som afdelingsleder bliver projekt Familiehus, som Odder Kommune har modtaget 4,7 millioner kroner til fra Socialstyrelsen. Projektets formål er, at forebyggende indsatser fra forskellige faggrupper og sektorer skal gøres let tilgængelige for småbørnsfamilier fra graviditet og til 6 år. I Odder Kommune er projekt Familiehus tænkt som både et fysisk hus og en organisering af tilbud, der understøtter en let adgang for familierne. Projekt Familiehus står på et solidt fundament i og med, at Sundhedsteamet, i samarbejde med myndighed, PPR og dagtilbud, har arbejdet struktureret med at udvikle et fælles metodegrundlag målrettet barnets tilknytning i hjem og dagtilbud. I nedenstående podcast kan du lytte til en fælles indsats med Tryghedscirklen i dagtilbud i Odder Kommune:

https://sbst.dk/boern/forebyggelse-og-tidlig-indsats/podcasts/en-tryg-start-paa-livet/afsnit-2-tryg-tilknytning-i-dagtilbud-

De seneste år har der været særlig fokus på en styrkelse af samarbejdet mellem skoler, dagtilbud og Børne- og Familiecentret i det regi, vi omtaler som det tidligt forebyggende. Samarbejdskonsulenter og sundhedsplejersker konsulterer løbende skoler og dagtilbud med fokus på det vejledende og opsporende arbejde i forhold til de børn, der tidligt kan have brug for en særlig opmærksomhed og støtte i deres hverdag. Du får som leder af Sundhedsteamet en spændende opgave i at videreudvikle og fortsat støtte implementeringen af denne indsats. 

Endelig får du som afdelingsleder en opgave i at bidrage til den fortsatte udvikling af en tværfaglig samarbejdspraksis med de øvrige afdelingsledere på området, ligesom du skal sikre en høj grad af koordinering og samarbejde med øvrige interne og eksterne samarbejdsrelationer. Endelig skal du deltage i tværsektorielle samarbejdsforaer såsom det regionale fødeplansudvalg og klyngesamarbejdet.

Din profil

Vi søger en afdelingsleder, der har følgende faglige kompetencer og erfaring:

  • Har ledererfaring og gerne lederuddannelse på diplomniveau
  • Har en høj faglighed inden for det tidlige forebyggende arbejde
  • Har erfaring og forståelse for arbejdet med de almene sundhedsydelser
  • Har indgående kendskab til sundhedsplejens virksomhedsområde
  • Har økonomisk og administrativ indsigt og gerne erfaring med kommunal forvaltning
  • Har erfaring med og motiveres af en tværfaglig ledelsespraksis
  • Har erfaring med strategiimplementering og forandringsledelse
  • Har erfaring med ledelse af større projekter i driften
  • Har erfaring med at samarbejde med civilsamfundsaktører og foreninger

Desuden lægger vi vægt på, at vores nye afdelingsleder besidder følgende personlige kompetencer:

  • Er en autentisk leder med stor integritet
  • Er tydelig og kan sætte en meningsfuld retning
  • Er god til at skabe følgeskab i en organisation i forandring
  • Er en nærvende personaleleder med blik for både den enkelte og for fællesskabet
  • Leder tillidsbaseret og giver medarbejderne mulighed for at udøve deres faglighed og forløse deres potentiale
  • Fokuserer på helheder og sammenhænge på tværs
  • Er nysgerrig og innovativ, men samtidig optaget af at visioner og ideer kan omsættes til praksis
  • Har en analytisk og refleksiv tilgang, som understøtter fremdrift på området
  • Udstråler god energi og engagement, som smitter i samarbejdet med medarbejderne
Ledelse i Odder Kommune

Odder Kommunes ledelsesgrundlag sætter rammen for, hvordan vi arbejder med ledelse i Odder Kommune. De konkrete krav og forventninger til ledere i Odder Kommune er beskrevet i lederprofilen. Desuden stilles der en række krav og forventninger til god ledelsesadfærd med udgangspunkt i Odder Kommunes personalepolitiske værdisæt

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes tiltrådt den 1. august 2023.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med den relevante faglige organisation i henhold til gældende overenskomst.

Yderligere information

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fagchef for Børn, Unge og Familier Mette Nautrup Bruun på telefon 30519014 eller afdelingsleder for Myndighed Linda Søgaard Sørensen på telefon 30843437.

Ansøgning

Hvis du ønsker at søge stillingen, skal det ske ved upload af ansøgning med relevante bilag senest søndag den 11. juni 2023.

Første samtale forventes afholdt torsdag den 15. juni 2023 og anden samtale torsdag den 22. juni 2023. For kandidater, der går videre til anden samtale, vil der blive gennemført test samt indhentet referencer. Kandidaterne vil desuden blive bedt om at forberede en opgave, som fremlægges ved anden samtale.


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=556f842e)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odder Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Odder Kommune, Børne- og Familiecentret, Vitavej, 8300 Odder

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=556f842e&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5840410

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet