En 18-årig kvinde blev natten til fredag udsat for et seksuelt overgreb i Odder. Episoden fandt sted kort efter midnat på Torval Køhlsvej, hvor kvinden blev antastet af en mand, der trak hende ind i en bil.
I bilen befandt der sig yderligere tre mænd, der ikke greb ind for at hjælpe kvinden. Manden befamlede kvinden, mens han holdt hende fast, men det lykkedes hende at vriste sig fri og flygte fra stedet. Bilen kørte derefter væk i retning mod Stampmøllevej.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 00.52 og har siden efterforsket sagen nærmere. Politiet har indhentet videoovervågning og foretaget sporsikring fra stedet. Kvinden er blevet afhørt og undersøgt på hospitalet.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.