Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Odder - tirsdag den 11. maj

Profilbillede
dato

Odder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 9.00

Østjyllands Politi fremstiller kl. 9.00 i Retten i Aarhus en 18-årig mand i grundlovsforhør. Den 18-årige sigtes for røveri begået den 26. marts mod en 23-årig mand i Aarhus N. Den 18-årige har en nylig dom for andre forhold og fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Kvinde anholdt for at stikke søn i armen med kniv

En 52- årig kvinde blev mandag aften anholdt efter at have stukket sin søn i armen med en køkkenkniv på en adresse i Ørsted. Politiet modtog anmeldelsen kl. 23.45 og kørte til adressen. Her havde den 52-årige kvinde barrikaderet sig på et værelse, men kom efter kort tids samtale med betjentene ud og blev anholdt.

Kvindens søn, en 32-årig mand, forklarede, at han havde siddet med en ven i en campingvogn på grunden, da hans mor pludselig bankede på og ville ind til dem. Den 32-årige fortalte, at hun stak ud efter ham flere gange med en kniv, før det lykkedes ham at få vristet kniven fra hende.

Den 52-årige kvinde påstod modsat, at hende og sønnen ganske rigtig havde haft en uoverensstemmelse, men at hun ikke havde stukket ud efter sin søn. Den 32-årige blev tilset af en ambulance, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.

Kvinden blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold samt besiddelse af narko.

**

 

Kvinde skubbet omkuld og frarøvet taske 

En 69-årig kvinde blev mandag morgen kl. 09.05 udsat for gaderøveri på Langenæs Allé i Aarhus. Kvinden forklarede, at hun havde været ude at gå, da hun pludselig blev skubbet omkuld bagfra, hvorefter en ukendt gerningsmand tog hendes taske og løb fra stedet.

Manden beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 185-190 cm høj
  • Almindelig kropsbygning
  • Brun hud og kort, sort hår
  • Iført sort hættetrøje, sorte joggingbukser og grå kondisko
  • Tasken, som manden stak af med, var lilla.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner eller andre, der kan have oplysninger om manden, på telefon 114.

**

Hård opbremsning endte med vold

Mandag formiddag henvendte en 26-årig mand sig til politiet for at anmelde en episode, hvor han var blevet udsat for vold i trafikken. Den 26-årige mand har forklaret til politiet, at han mandag formiddag ved 10-tiden kørte fra Beder mod Hørning, hvor han på en længere strækning kørte bag ved den samme bil.

Da de kørte ind på Skanderborgvej ved Hørning, lavede den forankørende bil, ifølge den 26-åriges forklaring, en katastrofeopbremsning, hvorfor han også bremsede hårdt op for at undgå påkørsel. Den 26-årige har forklaret, at han blev chokeret over den hårde opbremsning og derfor dyttede af den forankørende bil.

Det resulterede i, at føreren af den forankørende bil steg ud og råbte af den 26-årige, hvorefter han gik hen og slog på sideruden, åbnede fordøren og gav den 26-årige et slag i ansigtet. Føreren gik derefter tilbage til sin egen bil og kørte fra stedet.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der har overværet episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Anmeldelse om cykeltyveri endte med sigtelse for besiddelse af kniv

Natten til tirsdag kl. 01.19 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et muligt cykeltyveri på Dytmærsken i Randers. Der blev sendt en patrulje til stedet, der dog hurtigt kunne konstatere, at de tre mænd, der stod ved cyklen, ikke var cykeltyve.

To af mændene virkede dog påvirket af alkohol, mens den sidste, en 25-årig mand virkede narkopåvirket. Betjentene havde derfor mistanke om, at han kunne være i besiddelse af narkotika, og han blev visiteret.

Under visitationen fandt betjentene to ulovlige knive i en skuldertaske, og den 25-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven. Han blev ikke fundet i besiddelse af narkotika.

**

To unge kvinder stjal skønhedsprodukter og sushi

En patrulje kørte mandag kl. 10.55 til en butik på Dytmærsken i Randers, hvor personalet havde tilbageholdt to unge kvinder på 15 og 20 år for butikstyveri.

En ansat i butikken havde på et tidspunkt fået mistanke til kvinderne og holdt derfor øje med dem, mens de gik rundt i butikken. Da hun på et tidspunkt så dem putte flere skønhedsprodukter ned i en taske, sørgede hun for, at de blev tilbageholdt og kontaktede politiet.

I kvindernes taske lå desuden hårprodukter, nudler og frisk sushi, som kvinderne indrømmede at have stjålet fra et supermarked tæt ved. De blev begge sigtet for butikstyveri fra de to butikker.

**

Hurtig bil med hash i salgsposer

Mandag kl. 18.00 bemærkede et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en bil, der kom kørende med meget høj fart på Jyllands Allé i Aarhus. Betjentene kørte efter og gav med horn og lygter tegn til, at føreren skulle standse.

Bilen blev standset umiddelbart før Fredensvang Runddel i Højbjerg, og betjentene tog kontakt til 25-årige mand bag rattet. Han viste dem med det samme en pose indeholdende ni salgsposer med hash, og ved efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene nogle ulovlige piller og flere kontanter.

Den 25-årige mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Han blev desuden også sigtet for kørsel uden førerret.

**

Spillede høj musik og råbte af andre i Mølleparken

En 22-årig kvinde kontaktede mandag kl. 12.52 politiet, da hun følte sig generet af en mand, der gik rundt i Mølleparken og råbte af folk, mens han spillede høj musik fra en trådløs højtaler. Kvinden forklarede, at manden først havde råbt ubehagelige ting efter hende, men så pludselig blev nærgående og kom med uønskede tilnærmelser og komplimenter.

En patrulje ankom kort efter og fik udpeget den 30-årige mand, som var i færd med at tisse op ad en mur. Da han fik øje på betjentene, råbte han højt til dem og smed sig på jorden. Den 30-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og taget med på stationen.

**

Færdsel

Mandag kl. 17.33 skete der et færdselsuheld på Valdemarsgade i Aarhus C. En varebil havde forsøgt at køre op på en tagparkering, men bilen var for høj og påkørte derfor bygningen, hvorefter føreren af varebilen kørte fra stedet. En vaks borger havde dog taget et billede af varebilen, og politiet fandt derfor frem til den 54-årig mand, der havde kørt den.

Mandag kl. 19.41 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Viby. En bilist bremsede hårdt op for gult ved et lyskryds på Åhavevej, hvorefter bilen bagved, ført af en 28-årig mand, også bremsede. Den næste bil, ført af en 19-årig mand, nåede ikke at bremse, hvilket resulterede i, at han påkørte den 28-årige mands bil bagfra. Den 28-åriges bil blev herefter skubbet frem i den forreste bil, men føreren af denne bil kørte efterfølgende fra stedet. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet. Den 19-årige mand blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.

Mandag kl. 23.16 skete der et færdselsuheld i krydset Nørreport/Kystvejen i Aarhus. En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Kystvejen og kørte frem for rødt lys i krydset ved Nørreport, hvor han stødte sammen med en anden bil, ført af en 24-årig mand, der kom kørende fra Navitas. Der skete betydelig materiel skade ved sammenstødet, men umiddelbart ingen alvorlig personskade. Den 18-årige mand blev sigtet for at køre frem for rødt lys.

Mandag kl. 23.52 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Åby Ringvej Hasle, Aarhus V. En 29-årig mand kørte udrykningskørsel i en autohjælp-lastbil ad Viborgvej og kørte frem for rødt lys i krydset ved Åby Ringvej, da han stødte sammen med en anden bil, ført af en 37-årig mand, der kom kørende ad Ringvejen. Den 37-årige mand blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Bakkehegnet i Ebeltoft begået mellem søndag den 9/5 kl. 09.00 og mandag den 10/5 kl. 09.05
  • På Bissensgade i Aarhus C begået mellem fredag den 7/5 kl. 08.20 og lørdag den 8/5 kl. 18.15
  • På Kirkegade i Ebeltoft begået mandag den 10/5 mellem kl. 06.00 og kl. 12.00
  • På Lundevej i Odder begået fredag den 7/5 mellem kl. 12.00 og kl. 14.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi