Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Odder - fredag den 23. april

Profilbillede
dato

Odder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fremstilling i Retten i Randers kl. 9.00

Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 9.00 en 45-årig thailandsk kvinde i Retten i Randers. Hun blev onsdag anholdt og sigtet for ulovligt ophold og ulovligt arbejde og blev tilbageholdt på Udlændingeloven. Udlændingestyrelsen har vurderet, at kvinden skal udvises af landet. 

Ved retsmødet anmodede anklagemyndigheden retten om, at den 45-årige fortsat skal være frihedsberøvet, indtil hendes udvisning kan effektueres. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 en 16-årig ung mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for den 29. marts sammen med en 17-årig ung mand at have begået røveri mod LokalBrugsen på Spobjergvej i Brabrand. 

Ifølge sigtelsen blev en ekspedient under røveriet truet med en pistollignende genstand, mens mændene råbte, at det var et røveri. De fik udleveret nogle tusinde kroner i kontanter og nogle kartoner cigaretter, inden de løb fra stedet. 

Den 16-årige sigtes desuden for trusler ved at have trykket den pistollignende genstand ind i brystet på en kunde, der forsøgte at spærre vejen for de to mænd, da de var på vej ud. 

Den 16-årige blev anholdt torsdag, mens den 17-årige allerede blev anholdt den 9. april og dagen efter varetægtsfængslet på en sikret institution. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 38-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for forsætlig brandstiftelse ved torsdag aften mellem kl. 20-21 at have sat ild til sit og ekskærestens fælles hus ved Odder

Branden døde dog hurtigt ud, og der skete kun mindre materiel skade. 

Den 38-årige sigtes desuden for at have truet den 31-årige ekskæreste på livet.  

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

 

**

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 27-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. 
Han sigtes for at have været i besiddelse af 700 gram amfetamin med henblik på salg. 

Amfetaminen blev fundet torsdag aften under en ransagning på den 27-åriges bopæl i Favrskov. Ransagningen af bopælen skete, efter at politiet havde fundet en mindre mængde amfetamin i den 27-åriges bil ved en anden adresse i Favrskov. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.30 en 20-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold ved have svinget en kniv mod en 25-årig mand, som pådrog sig skader i baghovedet. 

Episoden skete torsdag aften omkring kl. 18.00 ud for Bazar Vest i Brabrand, hvor de to mænd kom op at slås efter nogle uoverensstemmelser. Det var i den forbindelse, at den 20-årige ifølge sigtelsen tog en kniv frem og slog den 25-årige i hovedet. 

Den 25-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 


**

 

Kvinde sigtet efter spark mod dørmand

En vagt på en beværtning på Åboulevarden i Aarhus C kontaktede torsdag kl. 21.32 politiet efter at have tilbageholdt en 20-årig kvinde.

Kvinden var kommet til beværtningen sammen med nogle venner, men da hun i modsætning til de øvrige i gruppen ikke havde id med, ville dørmanden ikke lukke hende ind. 

Det blev kvinden frustreret over, og hun forsøgte at løbe forbi dørmanden for at komme ind på stedet. Dørmanden tog fat i kvinden og gelejdede hende udenfor, og ifølge dørmanden sparkede kvinden bagud og ramte ham to gange på benet. 

Da politiet kom frem, blev den 20-årige sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og hun fik et forbud mod at komme på stedet de næste to år.  

**

 

Kunde forsøgte at få penge tilbage for dårligt kød

Torsdag kl. 12.08 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Netto på Centervej i Auning, der netop havde haft besøg af en kunde, der havde forsøgt at svindle sig til at få udleveret penge. 

Den mandlige kunde havde oplyst, at hans far havde købt fem udskæringer kød til 200 kroner stykket, og at det havde vist sig, at kødet var dårligt. Faren var angiveligt meget utilfreds, men havde ikke selv mulighed for at komme forbi og klage over det. Da kunden ikke kunne fremvise nogen form for kvittering på kødet, ville personalet ikke udlevere nogen penge til ham, og han forlod stedet.

Butikschefen i Netto kontaktede politiet, at han var bekendt med, at en person, formentlig den samme mand, tidligere på dagen havde været forbi Netto i Ryomgård og fortalt samme historie. 

Han skulle også tidligere havde været forbi Netto i Rønde og i Lystrup, og i mindst ét af tilfældene var det lykkedes for ham at få udbetalt nogle penge. 

Manden beskrives som: 

Ca. 185 cm høj
Lyst, kort hår (helt kort i siden, lidt længere på toppen)
Meget solbrun
Var iført en mørk trøje, mørk jakke, cowboybukser, sorte sko med hvid sål samt mundbind
Medbragte en taske

Østjyllands Politi opfordrer butikkerne til at være særligt opmærksomme på denne mand, og kontakte politiet, hvis han indfinder sig i en butik og forsøger med samme svindelnummer. Politiet kan kontaktes på telefon 114. 

**

 

Tumult i nattelivet

Torsdag kl. 22.55 blev en patrulje kaldt til Mindebrogade i Aarhus, hvor der var opstået noget tumult mellem to mænd. Den ene part, en 20-årig mand, har forklaret til politiet, at den anden part, der også er 20 år, råbte efter ham, da han gik på Åboulevarden. 

Da han vendte sig rundt for at se, hvem der havde råbt, kom den anden gående hen til ham og virkede truende og aggressiv og begyndte at råbe og skubbe til ham. 

Det udviklede sig til lidt tumult mellem de to, inden en kvinde kom og trak den anden part væk fra stedet. Herefter gik de hvert til sit, og der blev ringet efter politiet. 

Da patruljen ankom til stedet blev den aggressive 20-årige mand sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have udvist aggressiv og voldelig adfærd i det offentlige rum. 

**

 

Politiet kørte til falsk anmeldelse, men endte alligevel med en anholdelse

Torsdag kl. 23.09 blev Østjyllands Politi kaldt til Havnegade i Aarhus C, hvor en person angiveligt skulle være blevet stukket med kniv. Da politiet ankom til stedet blev de mødt af flere personer, heriblandt en 18-årige mand, der råbte og skreg, og gjorde det umuligt for betjentene at tale med personerne på stedet. Manden blev gentagne gange bedt om at dæmpe sig og samarbejde med politiet, hvilket han dog nægtede. 

Nu blev han i stedet aggressiv over for betjentene, og han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. 

Det viste sig, at der tilsyneladende havde været tale om en falsk anmeldelse. Politiet fandt i hvert fald ikke nogen, der var blevet stukket med en kniv, og de øvrige personer blev bedt om at forlade stedet. 

**

 

Kælderrum lugtede af hash

Torsdag kl. 12.50 gik en patrulje Inger Christensens Gade i Brabrand, da de bemærkede en kraftig hashlugt fra et kælderrum. Betjentene henvendte sig derfor ved den lejlighed, der havde råderet over kælderrummet for at få adgang til at foretage en ransagning. 

I lejligheden befandt sig en 52-årig kvinde og hendes 21-årige søn, og fik besked på, at politiet ønskede at se nærmere på lejligheden og det tilhørende kælderrum. Under ransagningen i lejligheden blev der dog kun fundet en lille pose med hash i den 21-åriges bæltetaske. 

Herefter kiggede betjentene nærmere på kælderrummet, hvor der blev fundet flere salgsposer med hash som en pose med kokain. Den 21-årige mand erkendte, at det hele tilhørte ham, men at det kun var til eget forbrug. Han blev dog alligevel sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på salg. 

**
 

Ung mand gemte salgsposer med stoffer

Østjyllands Politis specialpatrulje besøgte torsdag kl. 16.42 en adresse i Aarhus V efter mistanke om, at der blev handlet stoffer på stedet. På adressen fandt patruljen flere salgsposer med hash og skunk, som blev beslaglagt. 

Den 20-årige mand, som bor på stedet, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Beruset mand nægtede at forlade Klostertorvet

En patrulje kørte torsdag kl. 18.58 til Klostertorvet i Aarhus efter meldinger om, at der var tumult og uro på stedet. På torvet traf betjentene en 56-årig kvinde og en 57-årig mand, der var berusede og meget højrøstede. De blev begge bedt om at forlade stedet, hvilket kvinden straks efterkom. 

Manden blev dog ved med at komme tilbage til Klostertorvet og begyndte også at råbe efter patruljen. 
Derfor blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Mindre brand på restaurant

Politi og brandvæsen rykkede torsdag kl. 17.46 til en brand i en restaurant på Provstegade i Randers C. Det viste sig, at der var gået ild i udsugningsanlægget i forbindelse med madlavning i køkkenet. 

Branden blev dog hurtigt slukket, ingen personer kom til skade, og der skete umiddelbart ikke større materiel skade. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 08.34 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers C. En 59-årig mandlig bilist kom klørende ad Østervold, da han kørte frem for rødt lys i krydset Markedsgade/Mariagervej, hvor han stødte sammen med en politibil, der kom kørende fra Markedsgade. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet. Den 59-årige mand blev dog sigtet for at køre frem for rødt lys. 

Torsdag kl. 13.58 skete der et færdselsuheld på Næringen i Risskov. En 20-årig mandlig bilist kom kørende ad Næringen, da en 11-årig dreng på cykel pludseligt svingede til venstre ind foran bilisten, der ikke kunne nå at undvige. Cyklisten blev påkørt og blev efterfølgende kørt til skadestuen for at blive undersøgt for et muligt brud på benet. 

Torsdag kl. 14.11 skete der et færdselsuheld i krydset Bygaden/Sønderskovvej i Lystrup. En 27-årig kvinde kom kørende ad Sønderskovvej og skulle svinge til venstre ad Bygaden, hvorfor bilen bagved, ført af en 44-årig kvinde, også satte farten ned. Det havde en 28-årig mandlig bilist dog ikke set, hvorfor han påkørte den 44-årige kvindes bil, der efterfælgende blev skubbet frem til den 27-årige kvindes bil. Den 44-årige kvinde blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorlig til skade. Den 28-årige mand blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand. 


Torsdag kl. 18.11 skete der et færdselsuheld i krydset Ny Munkegade/Nørre Alle i Aarhus C. En 23-årig kvindelig bilist ramte ind i en 28-årig kvindelig cyklist, som røg af cyklen og ramte ind i bilens forrude. Cyklisten blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen. 


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Enghavevej i Hornslet begået mellem onsdag den 21/4 kl. 22.30 til torsdag den 22/4 kl. 06.00

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi