Østjyllands Politi: Nyt fra Odder - fredag den 12. juni

dato

Odder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 i Retten i Aarhus en 51-årig mand fra Aarhus, der sigtes for samleje og anden kønslig omgang end samleje med barn under 15 år, blufærdighedskrænkelse og vold.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 i Retten i Randers en 32-årig mand fra Allingåbro, der sigtes for salg af narkotika. Politiet var torsdag aften på besøg på mandens adresse, hvor der i forbindelse med ransagningen på stedet blev fundet noget amfetamin.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 14.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 14.00 to mænd på 16 og 19 år, der sigtes for røveri, afpresning og vidnetrusler mod en 15-årig dreng i Kolt, Hasselager torsdag eftermiddag. Her frarøvede de blandt andet den 15-årige en telefon og nogle høretelefoner under trussel om vold. De truede også med at udøve vold, såfremt den 15-årige ville afgive forklaring til politiet.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Butikstyveri blev til røveri ved trusler

Torsdag kl. 11.57 kom en mand ind i Rema1000 på Nordre Strandvej i Risskov, hvor han gik direkte mod køledisken, hvor han tog to kalvemørbrad, som han gemte inde under sin jakke. Det hele blev overværet af butiksbestyreren, der sad i et baglokale og fulgte med på overvågningen.

Butiksbestyreren gik med det samme ned i butiksområdet for at konfrontere manden, der allerede var nået hen til kasseområdet. Han bad manden følge med ind i baglokalet, da han ellers ville ringe efter politiet. Det fik manden til at råbte trusler efter butiksbestyreren, mens han forsøgte at slippe væk.

Butiksbestyreren løb efter ham ud på parkeringspladsen, hvor gerningsmanden igen råbte trusler efter ham og virkede aggressiv, hvilket fik butiksbestyreren til at trække sig. Gerningsmanden hev den ene af de to kalvemørbrad ud fra jakken og kastede den på jorden, hvorefter han løb ud mod Åvej, hvor han hoppede på en cykel og kørte væk i retning mod Brobjerg Parkvej.

Butikstyven beskrives som:

  • Dansk af udseende
  • Ca. 185-190 cm høj
  • Ca. 25 år gammel
  • Almindelig af bygning
  • Kort mørkt hår, der var kortklippet i siderne og med skæg langs kæbelinjen
  • Var iført sort jakke med brystlommer, grøn hættetrøje, sort T-shirt, sorte bukser og sorte sko
  • Talte dansk uden accent

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til episoden eller fra borgere, der ved hvem manden er. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Aggressiv mand anholdt på Klostertorvet

Torsdag kl. 17.45 kørte en patrulje forbi Klostertorvet i Aarhus, hvor betjentene bemærkede en meget aggressiv mand, der råbte højt og udviste truende adfærd over for andre personer på stedet. Betjentene så, at han knækkede et kosteskaft over sit knæ, hvorefter han hævede det over hovedet og tilkendegav, at han ville slå en eller flere personer med det.

Betjentene tog kontakt til den 55-årige mand og forsøgte at få ham til at gå lidt væk, hvilket manden dog ikke var synderligt interesseret i, og da patrulje tog fat i armen på ham, reagerede han ved at spænde op i kroppen og reagere mod betjentene. Manden blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

**

Blotter i Botanisk Have

Torsdag kl. 20.27 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 25-årig kvinde, der på en gåtur sammen med nogle veninder i Botanisk Have i Aarhus var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse fra en mand, der havde blottet sit lem over for kvinderne.

Manden beskrives som:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 35-40 år gammel
  • 175-180 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys i huden og med sort skæg
  • Var iført sorte solbriller, lysegrå hættetrøje, mørke joggingbukser og sorte sko

Østjyllands Politi hører gerne fra andre, der så manden i Botanisk Have i aftes, eller som kan have viden om, hvem manden er. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Høje brag og råb

Torsdag kl. 18.45 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om uroligheder på Reginehøjvej i Aarhus N, hvor en borger havde hørt nogle brag efterfulgt af råb. Anmelderen havde set to personer løbe ned mod stien mod haveforeningen, hvorefter fire personer kort efter vendte retur, steg ind i en sølvfarvet bil og kørte fra stedet ad Kornbakke Allé.

Der blev sendt en patrulje til stedet for at afsøge området, men der blev ikke umiddelbart fundet noget af interesse for politiet. Politiet er nu i gang med at efterforske sagen nærmere for at finde ud af, hvem personerne er, og hvad der præcist er forgået. Eventuelle vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Brand i autocamper

Torsdag kl. 19.36 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en autocamper på Strandvejen i Ugelbølle, Rønde. Branden var formentlig opstået i et defekt gaskøleskab, der var udbrændt, med mindre brandskade i køkkenet til følge. Der skete ingen personskade.

**

Færdsel

Torsdag kl. 09.54 blev en 44-årig mandlig knallertfører anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariesmindevej i Randers SØ.

Torsdag kl. 11.17 blev en 27-årig mand på Rougsøvej i Ørsted sigtet for at køre på en ulovlig knallert, der på politiets rullefelt blev målt til at kunne køre 60 km/t på trods af, at den kun må køre 45 km/t.

Torsdag kl. 14.08 blev en 50-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Blomstervej i Tilst.

Torsdag kl. 15.38 skete der et færdselsuheld på Lægårdsvej i Lystrup. En 55-årig mandlig bilist kom kørende ud fra en parkeringsplads og ud på Lægårdsvej, da han overså en 57-årig kvindelig cyklist. Den 55-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Torsdag kl. 16.19 skete der et færdselsuheld på Aarhusvej i Odder. En bil skulle svinge til venstre, og bremsede derfor ned. Men på grund af den tætte eftermiddagstrafik nåede en 31-årig kvindelig bilist ikke at bremse ned, og hun påkørte derfor den forankørende bil, der blev kørt af en 62-årig kvinde, der blev skubbet frem i den næste bil, der blev ført af en 29-årig kvinde, der blev skubbet frem i endnu en bil, der blev ført af en 58-årig kvinde. Der skete kun materiel skade ved harmonikasammenstødet.

Torsdag kl. 16.21 skete der et færdselsuheld i krydset Blåmunkevej/Nordre Strandvej i Risskov. En 74-årig kvindelig bilist kom kørende ad Nordre Strandvej og skulle svinge til højre ad Blåmunkevej, da hun overså en 25-årig kvindelig cyklist, der kom kørende på cykelstien på Nordre Strandvej. Den 74-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Torsdag kl. 18.10 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers NØ.

Torsdag kl. 19.01 blev en 38-årig mandligt bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Kattegatvej i Grenaa.

Torsdag kl. 19.14 blev en 23-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby J.

Torsdag kl. 20.40 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Aarhusvej i Galten.

Torsdag kl. 20.50 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Solsikkevej i Randers NØ.

Torsdag kl. 22.04 skete der et færdselsuheld i krydset Randersvej/Vejby Ringvej. En 65-årig mandlig bilist kørte over for rødt lys, hvorefter der skete sammenstød med en anden bil, ført af en 68-årig kvinde, der var i færd med at svinge til venstre for grønt lys. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet. Den 65-årige mand blev sigtet for kørsel frem for rødt lys.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Klostergade i Aarhus C begået torsdag den 11/6 mellem kl. 18.15 og kl. 18.30
Kilde: Østjyllands Politi