Odders nye økonomi- og administrationschef kommer fra egne rækker

Foto: Odder kommune. Birgitte de Place på Odder Rådhus.
dato

Det bliver Birgitte de Place, som fremover skal stå i spidsen for den nyoprettede enhed ”Økonomi og Administration” i Odder Kommune.

Fra 1. juni 2023 er der nyt navn på døren ved økonomichefen på Odder Rådhus. Nu hedder chefen Birgitte de Place og stillingen hedder ”økonomi- og administrationschef”. For de, der har deres gang på rådhuset, er Birgitte et kendt navn, da hun har været ansat i Odder Kommune siden 2002 og har været konstitueret økonomichef siden marts.

”Det bliver spændende at videreføre det arbejde, der er igangsat omkring dannelse af en samlet enhed for økonomi og administration. Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet,” siger hun.

På direktionsgangen er der også stor tilfredshed med at Birgitte de Place nu bliver økonomi- og administrationschef.

”Det var et stærkt felt, men jeg er ikke i tvivl om at vi har valgt rigtigt. Med Birgitte får vi en stærk leder, både fagligt og personligt – og oven i købet en, der kender kommunens økonomi indefra. Så jeg glæder mig over at kunne byde Birgitte velkommen i ledelsen,” siger Henning Haahr, der er kommunaldirektør i Odder Kommune.

Birgitte de Place tiltræder stillingen fra 1. juni 2023 og udfylder dermed en af de sidste pladser i den nye koncernledelse i Odder Kommune.


https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/odders-nye-okonomi-og-administrationschef-kommer-fra-egne-raekker/
Kilde: Odder kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.