25 svømmere fra Odder Svømmeklub tilbragte det meste af søndagen i Herning, hvor det flotte 50 meter bassin med 10 baner lagde vand til et distancestævne for Region Midt.
Distancestævnet bestod af de 4 længste discipliner: 400 fri, 800 fri, 1500 fri og 400 medley, og Odder Svømmeklubs store og små svømmere deltog i i alt 42 starter fordelt på alle 4 løb.
De 42 starter resulterede i ikke mindre end 20 medaljer (9 guld, 5 sølv og 6 bronze). De 20 medaljer blev fordelt på 13 svømmere i alle aldersgrupper, hvilket viser den store bredde i Odder Svømmeklub. Ser man på det samlede antal uddelte medaljer, så endte imponerende 33,9% af alle medaljer om halsen på en Odder svømmer efter stævnet.
Af de 42 starter var der 14 flotte nye tider fordelt på alle 4 discipliner. Af de resterende 28 starter med eksisterende tider blev hele 23 forbedret med små og store tidsdifferencer, hvilket giver en PR-procent på svimlende 82,1%.
De næste to weekender står på hjemmebanestævner
Fredag d. 1. marts er der sponsorstævne i Odder, hvor svømmerne de sidste par uger har været ude og samle sponsorater til bl.a. træningslejr.
Mange af Odders erhvervsdrivende har givet tilsagn om sponsorat på enten et fast beløb eller beløb pr. svømmet meter, og fredag d. 1/3 kl. 16.00 får først de yngste svømmere 1 time, og bagefter får de ældste svømmere 1 time til at se, hvor langt de kan nå på 60 minutter. Arrangementet er åbent for publikum, så kom gerne og hep.
Weekenden efter (8.-10. marts) afholdes Sparekassen Odder Swim Cup. Her vil Odder Svømmehal fra fredag til søndag lægge vand til over 300 svømmere fra både nord, syd, øst og vest, der vil forsøge at tage medaljer med hjem til deres klub.
Lørdag aften afholdes bl.a. superfinaler i 50 meter løbene samt den berømte 400m medley jagtstart. Publikum er velkomne til også her at komme og se en masse dygtige konkurrencesvømmere i aktion.