En 24-årig mand fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus klokken 10.00. Han er sigtet for at have begået ti indbrud i det østjyske og fremstilles med henblik på varetægtsfængsling.
Manden er mistænkt for indbrud begået fra marts til september i Odder, Højbjerg, Mørke, Mårslet, Solbjerg og Lystrup. Han er også sigtet for et indbrudsforsøg i Harlev J.
Den 24-årige blev anholdt onsdag klokken 10.20 af betjente fra Sydøstjyllands Politi. Kort forinden havde han ifølge sigtelsen forsøgt at begå indbrud på en adresse i Låsby, men forsøget mislykkedes, da politiet nåede frem og opdagede ham. Sagen blev derefter overdraget til Østjyllands Politi.
I Harlev J blev politiet tilkaldt, efter at en opmærksom nabo havde set to mænd liste rundt. Episoden er omtalt i døgnrapporten fra 18. september.