Nyt fra Odder i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Odder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.00 en 43-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have begået røveri torsdag aften den 6. juli i et supermarked på Frederiksgade i Aarhus C. 

Her stjal han ifølge sigtelsen en pose med varer, og da en ansat forsøgte at standse ham, slog han den ansatte i hovedet med en sixpack med dåseøl. 

Det lykkedes i første omgang ikke politiet at finde frem til gerningsmanden, men onsdag den 16. august kontaktede personalet i samme forretning og fortalte, at vagterne på stedet havde tilbageholdt den 43-årige mand, som de havde genkendt som gerningsmanden til røveriet.

Politiet kom til stedet, og den 43-årige blev anholdt. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag med henblik på varetægtsfængsling. 

**

 

Specialpatruljen fandt større mængde hash i bil

Civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag omkring kl. 13.30 kontakt til en 28-årig mand, der udviste mistænkelig adfærd på en p-plads i Viby, hvor han havde parkeret sin bil. 

Da betjentene gik hen til bilen, lugtede det kraftigt af hash, og den 28-årige blev derfor visiteret, og bilen blev ransaget. 

Under ransagningen fandt specialpatruljen en større mængde hash, og den 28-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Ud over narkotikaen beslaglagde betjentene også en kniv, der lå i bilen, og det kastede en sigtelse for overtrædelse af knivloven af sig.

**

 

Bilist uden kørekort gemte sig i buskads efter færdselsuheld

Natten til torsdag kl. 00.33 rykkede en patrulje fra Østjyllands Politi ud til et færdselsuheld med to biler på Kirkeholtvej i Krajbjerg ved Hornslet, hvor den ene part var flygtet fra stedet. 

Den ene bilist, en 55-årig mand, forklarede til betjentene, at han var kommet kørende ad Kirkeholtvej, da en modkørende bil svingede over i hans bane, hvorefter bilerne stødte sammen. 

Den anden bilist var efterfølgende steget ud af bilen og løbet derfra. 

En hundepatrulje blev tilkaldt, og efter kort tids søgen fandt de en 56-årig mand, som sad og gemte sig i et buskads cirka 100 meter fra færdselsuheldet. 

Den 56-årige, der virkede beruset, viste sig at være frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet for spritkørsel, kørsel i frakendelsestiden og for at have flygtet fra færdselsuheldet. 

Hverken han eller den anden bilist var umiddelbart kommet til skade. 

**

 

Flere mænd sigtet for at ville sælge stoffer 

To 21-årige mænd blev onsdag kl. 22.39 standset i deres bil omkring Jens Otto Krags Plads i Randers C af civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje. 

Da betjentene havde mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev den ransaget, og de to mænd blev visiteret. Den ene af mændene havde nogle tusinde kroner på sig i kontanter, og i bilen lå der poser med kokain og nogle enkelte tramadol-tabletter. 

Mændene blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

Senere på aftenen omkring midnat fik en 22-årig mand samme sigtelse af specialpatruljen, da han blev standset i en bil på Vestergrave i Randers C. Her havde betjentene observeret noget, der lignede en handel med narkotika, og da de ransagede bilen, som den 22-årige sad i, fandt de en æske med kokain. Stofferne blev beslaglagt, og den 22-årige blev anholdt og sigtet i sagen.

**

 

Færdsel:

Onsdag kl. 07.09 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bilist havde mistet kontrollen over sin bil og var kørt ud i rabatten på Viborgvej i Hasle. Da patruljen kom frem, sad en 70-årig kvinde bag rattet i den forulykkede bil. Hun var uskadt, men virkede beruset, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Hun fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der skal fastslå, om hendes promille var over det tilladte.

Onsdag kl. 16.19 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SØ. En 79-årig kvindelig bilist foretog et højresving ind ad Gormsvej og kørte ind foran en 29-årig mandlig cyklist, der ramte ind i hendes bil. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 21.22 blev en 43-årig mandlig motorcyklist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gjesingvej i Auning. 

Onsdag kl. 23.50 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Randers SØ. 

**

 

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Lucernevej i Hinnerup begået onsdag d. 16/8 mellem kl. 12.20 og kl. 14.00
På Snogebæksvej i Aarhus V begået mellem søndag d. 13/8 kl. 17.00 og onsdag d. 16/8 kl. 13.40
På Ådalsvej i Risskov begået onsdag d. 16/8 kl. 16.17
På Snogebæksvej i Aarhus V begået onsdag d. 16/8 mellem kl. 07.00 og kl. 19.20
På Solbjerg Hovedgade i Solbjerg begået natten til torsdag kl. 02.20
På Torvald Kohlsvej i Odder begået natten til torsdag kl. 02.55
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi