Nyt fra Odder i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Odder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 i Retten i Randers en 57-årig mand fra Aarhus, der sigtes for to overtrædelser af straffelovens § 252 ved at have forvoldt fare for liv eller førlighed for henholdsvis en fodgænger og en bilist.

Episoden fandt sted søndag ved 21-tiden på parkeringspladsen ved Aldi på Ndr. Strandvej i Ebeltoft, hvor den 57-årige mand satte sig ind i sin bil og ville køre fra stedet. I den forbindelse dyttede han flere gange, standsede op og spærrede vejen for en bil, hvorefter han pludselige accelererede og kørte frem mod fortovet, hvor en 41-årig mandlig fodgænger måtte springe til siden og om bag en lygtepæl for ikke at blive ramt.

Herefter accelererede den 57-årig mand igen og kørte direkte hen mod en anden bil, ført af en 36-årig mand, der hurtigt måtte bakke op over et helleanlæg for at komme væk. Den 57-årige mand kørte herefter fra stedet, men blev kort efter anholdt i sit sommerhus, hvor hans bil også befandt sig.

**

 

Slagsmål og knivstik i Brabrand

Søndag kl. 22.39 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv på Tinesvej i Brabrand. Den forurettede skulle angiveligt være på vej mod skadestuen i en privat bil, som en patrulje spottede i krydset ved Paludan Müllers Vej/Herredsvej, hvor den kom kørende i høj fart med katastrofeblinket tændt.

Patruljen fulgte efter bilen, der kørte frem til skadestuen, hvor den forurettede, en 26-årig mand, steg ud med tydelige skader på kroppen. Det viste sig, at han var blevet stukket flere gange med en knivlignende genstand, men ingen af skaderne var umiddelbart livstruende.

Området omkring Karen Blixens Boulevard/Trille Lucasens Gade/Tinesvej blev spærret af, mens der blev foretaget en række undersøgelser på stedet. Sagen bliver nu efterforsket nærmere.

**

 

Kvinde blufærdighedskrænket ved Vejlby-Risskov Hallen

Søndag kl. 14.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 24-årig kvinde, der kort forinden var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse ved Vejlby-Risskov Hallen på Vejlby Centervej i Risskov.

Kvinden har forklaret til politiet, at en mand var fulgt efter hende, da hun krydsede vejen. Kvinden var gået videre ad stien ved Vejlby Centervej, og da hun kiggede tilbage, havde hun set, at manden stod og onanerede.

Manden beskrives som:

  • Ca. 60 år gammel
  • Dansk af udseende
  • Almindelig af bygning
  • Var iført en blå kasket, grå jakke og blå jeans

En patrulje blev sendt til stedet for at lede efter manden, men det lykkedes ikke at finde frem til ham. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Anholdt for at stjæle pung fra Fakta-kunde

Søndag ved 15-tiden var en 77-årig mand på indkøbstur i Fakta på Ingerslevtoften i Tranbjerg, da han på vej ud af butikken blev kontaktet af en mand, der oplyste, at ekspedienten havde bedt ham om at aflevere en bon til den ældre mand. Da den 77-årige mand tog imod bonen stjal manden hans pung og løb hurtigt fra stedet.

En patrulje gennemså butikkens videoovervågning, og betjentene fik hurtigt mistanke om, hvem gerningsmanden kunne være. Betjentene kørte hen til en nærliggende adresse, hvor de fandt den formodede gerningsmand, en 26-årig mand, der blev anholdt og sigtet for tyveriet.

Betjentene fandt også den 77-årige mands pung, kreditkort og de pengesedler, der havde ligget i pungen. Det hele blev efterfølgende leveret tilbage til rette ejer. I forbindelse med anholdelsen gjorde den 26-årige mand stor modstand og truede betjentene verbalt. Han blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for trusler mod polititjenestemand.

**

Kastede machete ud af vinduet

Natten til mandag kl. 00.06 standsede en patrulje en bil på Sønderhøj i Viby, da betjentene ville foretage en rutinekontrol. Men lige inden bilen standsede, kunne betjentene se, at der blev kastet en machete ud af vinduet fra passagersiden.

I bilen sad en 23-årig mand bag rattet, en 27-årig mand på passagersædet og en 25-årig mand på bagsædet. Den 27-årige på passagersædet blev sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han havde kastet macheten ud af vinduet.

Under ransagning af bilen og visitation af de tre personer fandt betjentene to pebersprays tilhørende den 27-årige mand og den 23-årige fører af bilen. De blev derfor begge sigtet for overtrædelse af våbenloven.

**

Sigtet for afbrænding af affald

Søndag kl. 17.38 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev brændt en større mængde affald af ved Høgemosevænget i Trige. Da patruljen ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet.

På stedet traf betjentene også en 41-årig mand, der oplyste, at det var ham, der havde startet afbrændingen. Den 41-årige mand blev herefter sigtet for overtrædelse af beredskabsloven ved at have været uforsigtig med ild.

**

Efterladt gryde gav røgudvikling

Søndag kl. 17.13 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en lejlighed på Stenkildevej i Viby J. Det viste sig hurtigt, at røgen kom fra en gryde, der var efterladt på et komfur. Politiet fik dog oplyst, at manden i lejligheden var i besiddelse af en kniv og virkede truende.

Da betjentene ville tage kontakt til den 69-årige mand, truede han dem med en kniv, og han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven og for trusler mod polititjenestemand. Han blev efterfølgende kørt til skadestuen for at blive tjekket.

**

Færdsel

Søndag kl. 11.32 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Trige, hvor en 31-årig kvindelig bilist kørte i grøften, hvorefter bilen endte på siden. Kvinden blev kørt til skadestuen til tjek.

Søndag kl. 12.20 skete der et færdselsuheld på Nordborggade i Aarhus C, da en 37-årig mandlig bilist påkørte en kassevogn, der holdt parkeret på stedet. Det viste sig, at den 37-årige mand ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Søndag kl. 17.00 blev en 58-årig mandlig knallertfører anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Amaliegårdvej i Hornslet.

Søndag kl. 19.30 blev en 17-årig dreng sigtet for at køre på en ulovlig knallert, da han blev standset af en patrulje på Sjællandsgade i Randers C. Knallerten blev beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelse.

Søndag kl. 23.30 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Sabro.

Natten til mandag kl. 01.20 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Hadsten.

Natten til mandag kl. 04.04 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Hinnerup, da en bil, ført af en 45-årig mand, forulykkede og væltede rundt på taget. Den 45-årige mand kom ikke umiddelbart noget til og kørt før kl. 05.00 var oprydningsarbejdet afsluttet og motorvejen atter farbar.

Mandag morgen kl. 05.56 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers SV, da en 47-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil og påkørte autoværnet med betydelig materiel skade på både bil og autoværn til følge. Den 47-årige mand blev kørt til behandling på hospitalet, men havde ikke umiddelbart pådraget sig livstruende skader. Motorvejen var efterfølgende spærret i længere tid, mens oprydningsarbejdet stod på. Kl. 08.47 var der atter helt åbent for trafik.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Kærgade i Randers SV begået mellem fredag d. 17/6 kl. 16.00 og søndag d. 19/6 kl. 10.50
  • På Akacievej i Randers NØ begået torsdag d. 16/6 mellem kl. 8.30 og kl. 12.30
  • På Herredsvej i Hinnerup begået mellem fredag d. 17/6 kl. 14.00 og søndag d. 19/6 kl. 7.00
  • På Husmandsvej i Odder begået mellem fredag d. 17/6 kl. 23.00 og lørdag d. 18/6 kl. 9.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi