Odder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
Indbrudstyv standset med koben og koster i bilen
En opmærksom patrulje fra Lokalpolitiet i Odder fattede tirsdag kl. 13.30 mistanke til en 37-årig mand, der kørte rundt i en bil tæt på Malling.
Bilen slingrede en smule, og det vakte betjentenes opmærksomhed. Da patruljen kom hen til bilen, virkede den 37-årige bilist særdeles nervøs, og det viste sig, at han var frakendt førerretten.
I bilen kunne betjentene se en stor pose med flere værdigenstande, bl.a. en computer, og de besluttede sig derfor for at foretage en ransagning af køretøjet. Under ransagningen fandt de også et koben og noget maskering, og til sidst erkendte den 37-årige, at han kort forinden havde begået et indbrud i en villa i Malling.
Betjentene fandt med den 37-åriges hjælp hurtigt frem til villaen, der stadig stod opbrudt, og beboerne blev kontaktet. Den 37-årige blev anholdt og sigtet for indbrud og for kørsel i frakendelsestiden.
**
Gemte sig i træ – men blev fundet af hundepatrulje
En patrulje blev natten til onsdag kl. 00.28 opmærksomme på en mand, der kørte rundt i en udlejningsbil på Gammel Horsensvej i Tranbjerg. Da betjentene foretog en u-vending for at standse bilen, satte bilisten farten op og nåede at få et forspring til patruljen. Lidt længere henne ad vejen fandt betjentene bilen, som stod efterladt med døren åben.
Da patruljen umiddelbart ikke kunne finde bilisten, blev en hundepatrulje tilkaldt, og det gav pote.
Politihunden fik fært fra den efterladte bil og ledte betjentene gennem en mark og videre ind i et grønt læbælte, hvor den begyndte at gø foran et træ. Oppe i træet sad en 20-årig mand og gemte sig, og da han blev råbt an, kom han selv ned på jorden, hvor han blev anholdt.
Tæt på træet snusede hunden sig frem til en kniv, som den 20-årige blev sigtet for at besidde.
Det viste sig, at den 20-årige ikke har kørekort, og at han havde brugt en bekendts kørekort til at leje bilen.
Han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret og for personelfalsk.
**
Sigtet for butikstyveri – havde kniv og hash på sig
Personalet i en butik på Østergade i Grenaa anmeldte tirsdag kl. 17.20, at en mand havde stjålet noget tøj i butikken og var stukket af fra stedet.
Ud fra beskrivelsen af manden fik politiet mistanke til en 21-årig mand, og knap et par timer senere traf en patrulje manden ud for en adresse i Grenaa.
Her blev han anholdt og sigtet for butikstyveriet. Under visitationen af ham fandt betjentene en kniv og en mindre mængde hash, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Brand i køleskab udviklede røg
Politi og brandvæsen rykkede tirsdag kl. 23.20 ud til en brand i en villa på Matildelundsvej i Viby. Det viste sig, at der var gået ild i et køleskab i garagen under huset, og det gav en del røgudvikling.
Ingen personer kom noget til ved branden, som gav nogle materielle skader i garagen.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 13.09 skete der et færdselsuheld på Strandgårdshøj i Ebeltoft. En lastbil, der holdt parkeret på vejen, begyndte pludseligt at trille baglæns og ramte ind i en bil ført af en 19-årig kvinde. Kvinden kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet.Tirsdag kl. 14.15 skete der et færdselsuheld i krydset Søren Møllers Gade/Vestervold i Randers C. En 81-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 33-årig mand, der kom kørende ligeud på knallert. Den 33-årige blev efterfølgende kørt til skadestuen, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 81-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Tirsdag kl. 16.45 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Lerbakken i Rønde.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 8 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Otte Ruds Gade i Aarhus N begået tirsdag d. 13/9 mellem kl. 11.00 og kl. 11.10
• På Krekærlunds Allé i Malling begået tirsdag d. 13/9 kl. 12.30
• På Glænøvænget i Tilst begået tirsdag d. 13/9 mellem kl. 10.24 og kl. 13.50
• På Østervænget i Voldum begået tirsdag d. 13/9 mellem kl. 12.00 og kl. 15.25
• På Thorvaldsensgade i Aarhus C begået tirsdag d. 13/9 mellem kl. 9.30 og kl. 15.35
• På Krabbesholms Allé i Viby begået tirsdag d. 13/9 mellem kl. 7.45 og kl. 16.00
• På Hyldehaven i Lystrup begået tirsdag d. 13/9 mellem kl. 7.00 og kl. 16.30
• På Gråstengade i Aarhus C begået tirsdag d. 13/9 mellem kl. 13.00 og kl. 17.30