MØD JAN LØTH KRYZHEVSKIY

Jan Løth Kryzhevskiy fremhæver nærhed, muligheder og fællesskab i Odder

Portrætfoto af Jan Løth Kryzhevskiy

Hvad er det bedste ved at bo i Odder - med dine ord?

“Det bedste ved Odder er kombinationen af nærhed og muligheder. Her er både natur, byliv og et stærkt lokalt fællesskab – og man er aldrig langt fra skov, strand eller mennesker, der hilser på hinanden. Odder har en størrelse, hvor der sker noget, men hvor man stadig føler sig hjemme.”

Hvis du skulle anbefale ét sted i Odder til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?

“Jeg vil anbefale en tur til Saksild Strand. Det er et fantastisk sted året rundt – både til en gåtur, en dukkert eller bare et øjeblik, hvor man får hovedet tømt og ny energi. Det er et af de steder, der viser, hvor skøn vores del af landet er.”

Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?

“Folk vil nok sige, at jeg har masser af energi, engagement og humor. Jeg interesserer mig oprigtigt for andre mennesker og ser ofte de små detaljer, der kan gøre en stor forskel. Når jeg tror på noget – eller nogen – går jeg helhjertet ind i det.”

Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?

“Tid sammen med min kone, en god tur med hundene og følelsen af at have hjulpet et andet menneske videre. Musik, træning og en god portion humor virker nu også næsten hver gang.”

Hvem i Odder vil du gerne sige tak til - og for hvad?

“Jeg vil gerne sige tak til alle de frivillige, trænere og ildsjæle, der hver uge bruger deres tid og energi på andre mennesker. De skaber fællesskaber, oplevelser og udvikling – ofte uden selv at gøre det store væsen af sig. Det fortjener stor anerkendelse.”