Østjyllands Politi modtog søndag morgen kl. 07.01 en anmeldelse om indbrud i en forretning på Rådhusgade i Odder, der sælger tøj og udstyr til skisport. Indbruddet fandt sted mellem fredag aften kl. 20.00 og søndag morgen kl. 07.00.
To ruder til et lagerrum blev knust, og der blev stjålet skitøj i form af skijakker fra de kendte mærker Tenson og North Face. Den samlede værdi af det stjålne skitøj er op mod 100.000 kroner.
En patrulje blev sendt til stedet for at foretage sporsikring og indhente videoovervågning. Ingen personer er endnu sigtet i sagen, som fortsat er under efterforskning.