Pædagogisk leder til børnehuset Gaia
Dagtilbud Midt & Syd søger en pædagogisk leder i Gaia i Odder by.
Har du mod og lyst til at varetage den daglige ledelse i et børnehus og skabe trygge og lærerige rammer for børn og personale, så er det måske dig, vi mangler.
Dagtilbud Midt & Syd består af fem børnehuse, to ressourcegrupper og et pædagogisk vejlederteam.
Vores pædagogiske arbejde tager afsæt i De styrkede læreplaner samt Odder Kommunes Børn & Unge politik.
Vi arbejder fokuseret med vores kerneopgaven: ”at skabe lege- og læringsfællesskaber, hvor alle børn kan trives og udvikles.
Vores fælles pædagogiske fundament består af fem byggesten: Samhørighed, mestring, dannelse, nysgerrighed og glæde.
Som daglig leder i Gaia, bliver du en del af et solidt ledelsesteam med dagtilbudsleder og fem pædagogiske ledere, der samarbejder tæt om den fælles drift og udvikling i dagtilbuddet. Du får mulighed for at sætte dit præg på såvel det samlede dagtilbud, som i børnehuset og understøttes af dagtilbudslederen samt dine lederkolleger. Ledelsesteamet sørger for at du bliver godt klædt på til opgaverne og bliver fortrolig med procedurer og it-systemer. Vi introducerer dig grundigt til organisationen og en af dine kolleger vil fungere som din mentor.
Gaia har 85 dejlige børn fordelt på tre børnehavegrupper og to vuggestuegrupper. Børnehuset er beliggende i Odder by, ved siden af vores Børnehus Troldhøj. Vi har en høj andel uddannet personale, som er en god blanding af erfarne og nye kolleger.
Vi har et stærkt kollegialt fællesskab og går gerne en ekstra mil for at hjælpe hinanden. Vi vægter faglighed højt og har fokus på, hvordan vi udvikler og justerer vores pædagogiske praksis sammen til gavn for kerneopgaven. Vi arbejder tematisk på tværs af grupperne og inddrager læreplanstemaerne i planlægning af aktiviteter, lege og kvalificering af rutiner og læringsrum.
Hos os er respekt og tillid nøgleord og vi værner om den positive stemning i huset, hvor alle skal føle sig velkomne.
Hos os er respektfuld og ligeværdig dialog, anerkendende relationer og tydelighed i ledelse, væsentlige værdier i samarbejdet mellem medarbejdere og leder - godt krydret med humor.
Ledelsesopgaven
Du vil som pædagogisk leder selvstændigt varetage den daglige ledelse af drift og personale og gå foran i udviklingen af pædagogiske læringsmiljøer af høj kvalitet. Du udviser loyalitet for Dagtilbud Midt & Syds fælles retning og værdier, som du praktiserer i dit daglige arbejde og kommunikation.
Du understøtter det pædagogiske arbejde på børnegrupperne ved at være tilstedeværende og give systematisk feed-back til personalet på konkrete temaer.
Du skaber rammer for et godt arbejdsmiljø, hvor fokus er på kerneopgaven, organisering af det pædagogiske arbejde samt sparring og opbakning til medarbejderne. Du skaber struktur samt koordinerer og prioriterer opgaver og mødeplaner, så der sikres en sikker drift med bedst mulig udnyttelse af ressourcer.
Du er synlig i dagligdagen samt tilgængelig og opsøgende i forhold til både medarbejdere og forældre. Du er bevidst om din rolle i skabelsen af et positivt og tillidsfuldt forældresamarbejde.
Du indgår engageret i ledelsesteamet, hvor du bidrager aktivt og bringer din viden, kompetencer og ideer i spil, til gavn for hele dagtilbuddet.
Din lederprofil
Du skaber tydelig sammenhæng mellem mål og praksis og har fokus på at skabe fællesskaber med deltagelsesmuligheder for alle børn. Du bedriver ledelse ved at stå foran, ved siden af og bag ved personalet i praksis.
Du er en loyal og aktiv medspiller i dagtilbuddets ledelsesteam og formår at oversætte og omsætte strategier og skabe følgeskab til den fælles retning i lokalt i Gaia.
Du besidder kompetencer til at varetage den løbende evaluering af den styrkede læreplan, Børne- og Ungepolitikken, samt nationale og kommunale fokusområder. Du er fortrolig med it-systemer og evner at bruge data til udvikling og kvalificering både pædagogisk og ledelsesmæssigt.
Du er stærk i den relationelle ledelse. Du er nærværende, lyttende, inddragende og kan formulere tydelige forventninger om kvalitet i det pædagogiske arbejde, på en anerkendende og tillidsvækkende måde.
Du besidder stærke kommunikative kompetencer mundtligt og skriftligt og arbejder professionelt med at skabe et positivt forældresamarbejde.
Du har en uddannelsesmæssig baggrund inden for pædagogik og gerne relevant lederuddannelse eller ønske om at gennemføre lederuddannelse inden for en overskuelig fremtid. Du har ledelseserfaring, eller erfaring med koordineringsopgaver.
Du har erfaring med 0-6 års området og er velfunderet pædagogfagligt.
Du tiltales af kompleksiteten i ledelsesopgaven og har erfaring med at løse mange forskelligartede opgaver på samme tid. I en mindre kommune er den forvaltningsmæssige understøttelse begrænset. Dette fordrer, at du som leder evner selvstændig varetagelse af administrative og driftsmæssige opgaver.
Ledelse i Odder Kommune Odder Kommunes ledelsesgrundlag sætter rammen for, hvordan vi arbejder med ledelse i Odder Kommune. De konkrete krav og forventninger til ledere i Odder Kommune er beskrevet i lederprofilen. Desuden stilles der en række krav og forventninger til god ledelsesadfærd med udgangspunkt i Odder Kommunes personalepolitiske værdisæt.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingerne er til besættelse pr. 1. marts 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst og forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Ansøgning
Hvis du ønsker at søge stillingen, skal det ske ved upload af ansøgning med relevante bilag senest d.15. januar 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 4 og 5.
Hvis du vil vide mere
Ønsker du at vide mere om stillingerne kan du kontakte dagtilbudsleder Lene Rasmussen på 24667996 eller mail l.rasmussen@odder.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Odder Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Dagtilbud Midt og Syd afd. Gaia, Saloparken, 8300 Odder
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/2a71f6cb-6eb6-40f8-8a10-a9342d080472