Bagermester Holger Wendelboe er 4. generation af en solid bagerfamilie.
Selvom han efter aftjent værnepligt hos Livgarden rejste ud i verden, var han ikke i tvivl om, at han skulle hjem og have sit eget bageri.
Men mon ikke han fik lidt inspiration med hjem fra maorierne i New Zealand og skibumserne i Rocky Mountains.
Mens bagermesteren har travlt i bageriet, er det Gitte Wendelboe, bagerfrue og selvudråbt blæksprutte, der fortæller historien om Bagergården i Saxild.
Gitte er også udlært bager, men med en kontoruddannelse oveni er det hende, der har det administrative overblik over de i alt 35 medarbejdere i virksomheden.
”Det er kun, når der skal laves festkager og is, jeg får lov at stå i bageriet,” siger Gitte.
”Ellers er jeg for det meste at finde i kontorområdet. Ud over mig har Holger jo yderligere 8 svende til at hjælpe sig i bageriet”.
Holger Wendelboe overtog Bagergården i Saxild i 1976, efter at den tidligere ejer havde grundlagt det fem år tidligere.
Det første stykke tid var der kun ham selv og en lærling i bageriet, og så er det ellers gået støt og roligt opad i både antal medarbejdere og kvadratmeter.
Foto: Bagergården Saxild // Et eksempel på de flotte dåbskager, Bagergården leverer
Der er i årenes løb blev bygget til og udvidet tre gange til det, der i dag er både bageri, minimarked og bagerbutik.
”Ud over vores egen butik på Strandvejen 11 i Odder er vi primært et engrosbageri,” fortæller Gitte.
”Vi leverer dagligt brød og kager til for eksempel Løvbjerg i både Odder og Horsens, samt flere steder i Skanderborg og Tranbjerg. Der ud over har vi flere firmaordninger, hvor vi leverer brød enten hver dag eller om fredagen”.
Bagergården i Saxild vil gerne kendes som den traditionelle håndværksbager, der bager alt brød fra bunden.
Ikke noget med halvfabrikata og syntetiske ingredienser. Det eneste, de ikke selv fremstiller, er det glutenfri brød, man kan få hos dem.
”Vi har ikke selv kapacitet til selv at fremstille 100% glutenfrit brød,” siger Gitte.
”Så vi har indgået en aftale med virksomheden No Gluten i Storvorde om at levere på frost til os, så vi i det mindste har et udvalg til glutenallergikere. Det er der mange, der sætter pris på”.
I modsætning til mange andre virksomheder oplevede Bagergården endnu større travlhed under corona-nedlukningen end normalt.
Alle detailbutikker var helt lukket i en periode, men ikke købmænd og andre dagligvarebutikker.
Det er en periode, Gitte og resten af medarbejderne aldrig glemmer.
”På et tidspunkt følte vi os næsten som det eneste sted i miles omkreds, hvor folk kunne gå hen og få en på opleveren,” fortæller Gitte.
”Gågaden i Århus, biografer og teatre lå øde hen, men hos os væltede det ind med mennesker. Jeg løb stærkt for at kunne følge med isproduktionen, for jeg var en utrolig populær ismutter i starten af coronakrisen”.
Foto: Bagergården Saxild // Endnu en flot bryllupskage, Bagergården står bag
Når man ikke kan komme i butikker, må man handle på nettet. Også julegaver. Op til julen 2020 var det lige før, man måtte trække et nummer og stå i kø i lang tid for at hente pakker hos Minimarked, der betjener DAO, Bring og GLS.
”Når folk hentede pakker, fandt de jo også ud af, at her kunne man få bagerbrød fra en rigtig håndværksbager,” siger Gitte.
”Så da vi kom efter nytår var der allerede efterspørgsel på fastelavnsboller i januar måned. Normalt kan én ekspedient klare kundebetjeningen i bagerbutikken i januar måned, men i år måtte vi have tre mand på hver eftermiddag”.
Gitte roser Bagergårdens medarbejdere i høje toner.
”Vi kunne ikke køre i så højt tempo og med så god kundeservice uden et dygtigt og servicemindet personale”.
Ud af de 35 medarbejdere på lønningslisten, er der flere studerende, der har det som fritidsjob eller sabbatår at ekspedere i butikken.
Det er lidt af et puslespil at få vagtplanerne til at gå op ind imellem, for Gitte sørger for, at der sammen med en ungarbejder altid er en voksen ekspedient bag disken.
På spørgsmålet om, hvorvidt der aldrig bliver tid til ferie og fritidsbeskæftigelser, svarer Gitte:
”Jo da, vi var en hel uge i Skagen i sommer”.
Hun fortæller, at hun indtil for nylig har haft heste, som hun blandt andet har kørt bryllupskørsel med.
”Jeg købte min første hest for mine konfirmationspenge, men efterhånden er det blevet for tidkrævende at passe dem, som jeg gerne vil. I stedet har jeg købt en motorcykel, som jeg håber at få lejlighed til at dyrke til næste sommer”.
På Bagergårdens hjemmeside finder du et bredt udvalg af Gittes festkager og andet godt bagværk: https://www.bagergaarden-saxild.dk/