Lørdag den 30. oktober kan du nu komme til bagagerumsmarked i Odder. Det er Værdicentralen Odder, som er Renosyds genbrugsbutik, der inviterer, og det er fra klokken 10.00 til 14.00.
I invitationen fra Værdicentralen Odder lyder det: “Kom til genbrug, krejl og kaffe”, når de den 30. oktober inviterer til stort bagagerumsmarked. Der vil være i alt 35 stande til markedet, samtidig med, at Værdicentralen også åbner dørene op til sine godt 550 kvadratmeter butik.
Genbrugsbutikkerne by?
Der er rigtig meget genbrugsguld at finde i Odder, da byen er indehaver af hele otte genbrugsbutikker, der tilsammen udgør mere end 3500 kvadratmeter. Det betyder derfor også, at der er en stor sandsynlighed for at finde det, man er på udkig efter, når man går på genbrugsjagt i byen. Hvis man starter i Kirkens Korshær, og de ikke har det stykke tøj, som man er på udkig efter, kan man altid gå videre til Folkekirkens Nødhjælp og lede videre der. Man kan også finde fine møbler i Retroen, fede LP’er i Books and Music eller de tagsten, man står og mangler til hønsehuset i Værdicentralen.
Jeppe Vestergaard, der er leder af Værdicentralen Odder, har da også et ønske om, at Odder skal være genbrugsbutikkernes by, og det er den allerede godt på vej til at være:
”Vi har et ønske om at skabe en bilernes by effekt her i Odder, bare med genbrug. Vi har haft succes med det i Skanderborg, hvor mange kunder planlægger deres rute hjemmefra, når de skal på jagt. Sådan er genbrugskunder flest, og derfor er det godt for miljøet og bare god service at kunne henvise til de andre genbrugsbutikker i området, når man står og betjener dem ved kassen”, fortæller Jeppe Vestergaard inde på Odder Kommunes hjemmeside.
Der hænger desuden et stort kort, som er lavet af genbrugstræ, ude foran butikken på Skovdalsvej, der giver et overblik over, hvor man kan købe genbrug i Odder.
Flere skal købe genbrug
Intentionen med bagagerumsmarkedet er at få flere til at få øjnene op for, hvor meget man egentlig kan finde brugt, men som stadig er lige så godt, som hvis man købte det fra ny. Et bagagerumsmarked er nemlig en social ting og kan derfor være med til at tiltrække gæster, der normalt ikke går i genbrugsbutikker:
”Vi skal have flere med på vognen, så mere kan gå til genbrug i stedet for at ende i forbrændingen eller skulle igennem en ressourcekrævende behandling for at blive til nye produkter. Genbrug ER uden sammenligning det bedste for økonomi og miljø” fortæller Kresten Bjerre, der er næstformand i Renosyds bestyrelse og byrådsmedlem i Odder, inde på Odder Kommunes hjemmeside.
Der vil, til markedet den 31. oktober, være mulighed for at købe alt fra brugskunst, møbler, køkkenudstyr til krukker, lægter og værktøj.