Blå Bog
61-årige Uffe Jensen stiller op for Venstre til kommunalvalget i Odder Kommune. Uffe har boet i Odder Kommune siden 1988, hvor han flyttede hertil med sin hustru, Bodil og sine to børn. I dag er børnene flyttet hjemmefra og Uffe og Bodil er blevet bedsteforældre.
Hvad betyder din opstillingskommune for dig?
Jeg holder utroligt meget af Odder Kommune. Det er en skøn kommune, med en herlig varieret natur, lækre strande, en dejlig hovedby, hvor du kan købe det meste til dagligdagen. Vi er begunstiget af et rigt og varieret foreningsliv - masser af muligheder for at leve det gode liv. Der tilbydes en god service, gode institutioner, skoler og plejehjem - det hele skal spille sammen, og det gør det i Odder.
Endelig er det også en særlig styrke, at vi har Aarhus og Horsens i baghaven - og ikke mindst Letbanen, som binder Aarhus og Odder godt sammen. Den nærhed er en stor styrke for Odder Kommune - og med de muligheder, som det giver.
Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
Det er 12 år siden, at jeg blev valgt første gang til Byrådet i Odder. Gennem alle årene, har jeg nydt byrådsarbejdet. Jeg kan godt lide til at være med til at præge udviklingen af Odder Kommune.
I snart 8 år, har jeg haft den glæde at være borgmester. Ved udgangen af 2013 stoppede jeg som efterforsker i afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Østjyllands politi i Aarhus - i øvrigt efter 31 års ansættelse i politiet. Siden har jeg været borgmester, og det håber jeg fortsat på at være, efter det kommende valg.
Hvad er dine politiske mærkesager?
Stabilitet og udvikling i hele Odder Kommune. Jeg nyder at møde borgerne udenfor Rådhuset - lytte og få en god snak om stort og småt.
Jeg går meget op i, at det skal være godt at bo og leve det gode liv i hele kommunen. Vi er også et sted, hvor det er let at få hjælp til at etablere virksomhed, og vi har fokus på at skabe arbejdspladser. Det er en forudsætning for den gode velfærd, om vi tilbyder.
Jeg er også meget optaget af den gode tone, og vi behandler hinanden med respekt - uanset hvad vi diskuterer. også det gode samarbejde, er vigtigt. Det er sjældent med 10-9 afstemninger i Byrådssalen. Bredt samarbejde er vejen frem
Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
Få den nyvalgte kommunalbestyrelse godt i gang. Alle skal føle sig velkomne i kommunalbestyrelsen, som vi skifter navn til fra januar.
En velfungerende og godt samarbejdende kommunalbestyrelse er alt afgørende for kommunens fortsatte gode og stabile udvikling i den kommende periode. Det politiske system skal fungere godt - hele vejen rundt.
Vi skal tage borgerne dybt alvorligt og selvfølgelig behandle dem med respekt og anerkendelse. Og vores ansatte skal hele tiden have fokus på, at de er til for borgerne, og hjælpe dem bedst muligt.
Hvad er dine fritidsinteresser?
Jeg vil gerne spille tennis - ofte tidligt om morgenen. Har tidligere også spillet fodbold, cyklet på job i Aarhus, da jeg var ansat i politiet.
Men jeg nyder også gode oplevelser i teatret, den lokale biograf eller andre kulturelle arrangementer - og kan som publikum lide det meste inden for kultur- og idrætsliv.