Tag på en rejse rundt i Europa fra din sofa

Profilbillede
dato

Covid-19 har det sidste års tid sat en stopper for rejser til varmere himmelstrøg og nye kultur- og madoplevelser. Det er stadig ikke aktuelt at bevæge sig ud fra Danmarks landegrænser fysisk, men du kan nu rejse, helt frit for Corona, rundt omkring i Europa hver onsdag fra kl. 14-17.

Det kan lade sig gøre hjemme fra sofaen, spisebordet, udestuen eller haven, da det eneste, det kræver er en computer og adgang til internettet. Herfra vil du kunne rejse online sammen med andre rejselystne og nysgerrige sjæle. 

Med udgangspunkt i ensomhed blandt ældre

Initiativet til disse virtuelle rejser kommer fra Seniorrådet i Odder, hvori puljen til at bekæmpe ensomhed blandt ældre, skal bruges til at skabe nyt online samvær, der vil centrere sig omkring oplevelser, hvori man lærer om andre lande.

På de virtuelle rejser vil man nemlig møde både eksperter, græsrødder og lokale ildsjæle fra de lande, der skal besøges. Her vil rejselederne fortælle om landenes historie og samfund, samtidig med, at der bliver vist seværdigheder, bliver fortalt om lokal kultur og lokale madretter.  

Selvom tilbuddet er igangsat af Seniorrådet i Odder Kommune, og derfor er rettet mod ældre, så kan alle, der kunne tænke sig at komme ud på en online oplevelse, være med. Det er gratis, så der er ingen grund til at holde sig tilbage.  

Hvis man er interesseret i at deltage, kan man tilmelde sig på www.deo.dk eller ringe til Oplysningsforbundet DEO på telefon 70 26 36 66. Herefter vil man få en mail, hvori rejsens program og oplysninger om landet er beskrevet. Derudover vil man få en grundig instruktion i, hvordan man kommer online, hvor DEO hellere end gerne vil give en hjælpende hånd over telefonen.  

Program for forårets online-rejser 

  • Onsdag den 28. april: Polen 
  • Onsdag den 5. maj: Grækenland
  • Onsdag den 12. maj: Nordirland
  • Onsdag den 19. maj: Belgien

Der vil komme nye rejser til efteråret.

Kilde: Redaktion