Nu kan du hver onsdag fra klokken 14.00 til 17.00 tage med på en rejse, hvor du vil komme til at besøge og lære en masse om de forskellige lande i Europa - og det kan du gøre hjemme fra din stue.
Du kan, via din computer eller tablet rejse online sammen med andre, når Odder Kommuner fortsætter succesen fra foråret, og endnu engang inviterer med på online-rejser.
På online-rejserne vil du møde eksperter, græsrødder og lokale ildsjæle fra de lande, som der vil blive besøgt - og det hele kommer til at være live.
Rejselederne vil her fortælle om landenes historie og deres samfund. Derudover vil du også se seværdigheder og høre om den lokale kultur og de lokale madretter.
Initiativ til at bekæmpe ensomhed blandt ældre
Det er Seniorrådet i Odder Kommune, der har taget initiativet til de virtuelle rejser, og det har de, fordi de ønsker at bekæmpe ensomhed blandt ældre.
Annette Svenstrup, der er formand for Seniorrådet, fortæller, at der i Seniorrådet er blevet etableret en pulje, der skal bruges til at bekæmpe ensomheden blandt de ældre, men at corona-situationen desværre har gjort det vanskeligt at møde fysisk. Det er derfor, at de er grebet ind med idéen om at lave online rejser.
Annette Svenstrup ved godt, at det selvfølgelig ikke er det samme som at mødes fysisk, men hun tror alligevel, at det kan blive til gode oplevelser at lære om andre lande, samtidig med, at man møder andre mennesker på skærmen.
Skal du med ud på en virtuel rejse?
Selvom tilbuddet er igangsat af Seniorrådet og rettet mod de ældre, så er alle stadig mere end velkomne til at deltage i de online rejser. Det er også helt gratis at deltage.
Hvis du er interesseret i at tage med ud på de virtuelle rejser, kan du tilmelde dig lige her eller ringe til Oplysningsforbundet DEO på telefon 70 26 36 66. Du vil herefter modtage en mail med rejsens program og oplysninger om det pågældende land. Derudover vil du også blive taget i hånden med en grundig introduktion til, hvordan du kommer online, og DEO er altid parat til at hjælpe over telefonen.
Efterårets rejseprogram
Nedenfor kan du se, hvilke rejser, som du kan komme med på:
- Onsdag den 8. september: Kroatien
- Onsdag den 15. september: Spanien
- Onsdag den 22. september: Nordmakedonien
- Onsdag den 29. september: Litauen
- Onsdag den 6. oktober: Strasbourg om EU
- Onsdag den 13. oktober: Bruxelles om EU
Der vil også komme endnu flere rejser i december og i 2022.