Sundhed og Omsorg har afholdt sundhedscaféer

Foto: Odder kommune. Sundhed og Omsorg på besøg i ældreklubben i Randlev
dato

Det viser sig at de lokale ældreklubber har et stærkt sammenhold, og gør en forskel for sundheden.

Der har været besøg i Ørting, Gylling, Aktivitetshuset og senest Randlev, som ses på billederne.

Der har for et par år tilbage været afholdt sundhedscaféer, men det er første gang siden COVID-19-pandemien var over os, at de afholdes igen.

Mindre tobak og alkohol end tidligere - men der spises mere usundt og der er flere med overvægt
Derfor var det nærliggende at spørge, hvordan det står til ude hos borgerne i klubberne. Vi tog udgangspunkt i sundhedsundersøgelsen ”Hvordan har du det?” fra 2021*.

Tallene herfra viser bl.a., at vi i Odder både ryger og drikker mindre end tidligere, til gengæld spiser vi mere usundt og er flere med overvægt.

Sammenlignet med tidligere er der en øget ensomhed i Odder, mindre engagement i foreningslivet og, borgere i Odder Kommune trives ikke lige så godt i dag, som de gjorde tidligere.

Åbenhed, glæde og omsorg for hinanden
Sundhed og Omsorg spurgte klubberne, hvad de oplevede hos dem. Nogle har udfordringer med at engagere folk igen efter COVID-19-pandemien.

Men langt de fleste oplever stor opbakning. Der er åbenhed, glæde og omsorg for hinanden, når man mødes i klubberne. Man tager hånd om hinanden, bl.a. ved at hjælpe med transport og følge op på hinanden, hvis nogen har været syge eller fraværende.

Det er helt fantastisk at opleve det gode sammenhold! Det er netop sådanne ting, vi skal fortsætte med at gøre – og blive endnu bedre til, hvis muligt.

Hjernen skal holdes sund
Mange af de førnævnte tal har stor betydning for hjernesundhed og udvikling af en demenssygdom.

Derfor snakkede Sundhed & Omsorg også om, hvordan man kan holde hjernen sund, hvad man skal holde øje med af tidlige tegn på demens og hvordan man kan forebygge en demenssygdom – det er aldrig for sent at forebygge! Klubberne havde flere gode eksempler på, hvordan man kan hjælpe mennesker med demens til at indgå i de fællesskaber, de altid har været vant til.

Kontakt
Hvis du er medlem af en ældreklub, og I har interesse i at få en sundhedscafé hos jer, kan du kontakte sundhedsfaglig konsulent Pernille Tambour, mail pernille.tambour@odder.dk, tlf. nr. 2025 8275.

Hvis du eller en af dine pårørende/bekendte har udfordringer med demens, kan du kontakte demenskoordinator Mia Karason, mail mia.karason@odder.dk, tlf. nr. 3084 3454.

7 gode råd til en hjernesund livsstil

  • Op at stå og ud at gå
  • Få tjekket tallene – kolesterol og blodtryk
  • Spis sundt og hold vægten
  • Kvit smøgerne og drik med måde
  • Ræk ud til venner og bekendte
  • Brug hovedet om dagen og sov sødt om natten
  • Pas på hørelsen

De 10 tegn på demens

  • Svækket hukommelse
  • Besvær med at udføre velkendte opgaver
  • Problemer med sproget
  • Manglende orientering i tid og sted
  • Dårlig eller nedsat dømmekraft
  • Problemer med at tænke abstrakt
  • Ting forkerte steder
  • Forandringer i humør og adfærd
  • Ændringer i personligheden
  • Mangel på initiativ

Fakta

*Sundhedsundersøgelsen er en national sundhedsprofil som er udarbejdet på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen ”Hvordan har du det? 2021”. Sundhedsprofilen giver et indblik i borgernes sundhedstilstand og –vaner, som de opleves af borgerne selv. Næsten 34.000 danskere har deltaget i undersøgelsen på landsplan, og i Region Midtjylland er det den femte sundhedsprofil siden 2006.

Det giver mulighed for at følge udviklingen over tid. Dataindsamlingen i 2021 har med stor sandsynlighed været påvirket af COVID-19-pandemien, da der på tidspunktet for indsamlingen stadig var restriktioner og tiltag i relation til COVID-19-pandemien.

Læs mere på defactum.dk


https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/hvordan-har-du-det-odder/
Kilde: Odder kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.