Renosyd vinder Dansk Affaldsforenings Verdensmålspris 2023

Foto: Odder kommune. Kvashegn ved Økologiens Have i Odder
dato

Renosyd, fra Skanderborg og Odder Kommuner, var indstillet til prisen for et smukt kvashegn-initiativ i skarp konkurrence med Forsyningsselskabet Arwos og Vestforbrændingen – og stak af med prisen.

I samarbejde med borgere og institutioner

Som vindere af Dansk Affaldsforenings Verdensmålspris 2023 glæder Renosyd sig over prisen, men også over at projektet lever i samarbejde med institutioner og medborgere i både Skanderborg og Odder Kommunerne.

Med indtil videre 40 kvashegn har renosyd inviteret alle borgere i Skanderborg og Odder til at forholde sig til deres haveaffald på en ny måde, og med en opfordring til ikke at køre det i Værdiparkerne og ud på genbrugspladserne.

23 af kvashegnene findes på de lokale skoler og strækker sig tilsammen over 2.200 meter, binder 1.260 tons CO2 og medfører, at Renosyd forarbejder 1.000 ton mindre haveaffald. Det sparer såvel emissioner og omkostninger ved håndteringen, og styrker biodiversiteten. ”Renosyds kvashegn-initiativ er samtidig en lokal og integreret infrastrukturløsning”, fortæller Rikke Edberg, projektleder fra Renosyd.

Henrik Müller, direktør for Renosyd, modtog prisen på Dansk Affaldsforenings årsmøde den 24. maj, hvor deltagerne på mødet stemte om, hvilket af de tre nominerede projekter, der skulle modtage prisen og verdensmålspokalen.

Glade for at kunne inspirere andre

Prisen skal inspirere lokalt, men også hele sektoren til at bruge verdensmålene aktivt både strategisk som i driften. Renosyds initiativ til alternative måder at håndtere haveaffald, er et rigtig godt eksempel på, hvordan verdensmålene kan gøres operationelle og effekt af indsatser kan synliggøres. Idéen vurderes samtidig at være nemt kopierbart for andre, og kan med få midler skaleres både op og ned i format.

”Det er en kæmpe ære at modtage Dansk Affaldsforenings verdensmålspris og anerkendelsen, for kvashegnsprojektet, fra vores kollegaer i branchen”, siger Henrik Müller, direktør i Renosyd, affaldsselskab for Skanderborg og Odder Kommuner.

”Vi er meget stolte over vores mange kvashegn og den miljø- og klimagevinst, de giver – og ikke mindst den store opbakning og det engagement vi møder lokalt, hvor kvashegnene er opført. Det er en utrolig nærværende måde, at borgerne kan bidrage til den grønne omstilling på – og det er vi glade for at kunne inspirere til andre steder”, siger Henrik Müller.

Interesseret i et kvashegn?

Renosyds initiativ til samarbejde omkring kvashegn fortsætter i 2023. Alle interesserede fra lokalområder og landsbyer i Skanderborg og Odder kan søge om at få et kvashegn til et fællesareal – kvit og frit. Projektet skaber nye lokale uderum og understøtter mere natur og mindre affald. Renosyd oplyser, at tilbuddet slutter, når der er opført i alt 1000 meter kvashegn.


https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/renosyd-vinder-dansk-affaldsforenings-verdensmalspris-2023/
Kilde: Odder kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.