Den nye dæmning i Odder Å ved Alléen er med de sidste dages store regnmængder virkelig blevet testet.
Rathlousdaldæmningen, der blev indviet den 11. november 2020, skaber et oversvømmelsesbassin. Det bliver fyldt op ved kraftige skybrud og forhindrer oversvømmelser i byen. I de sidste dage har dæmningen bestået sin prøve.
Morten Rud der er klimamedarbejder i Odder Kommune fortæller:
"Vandstanden steg i går 114 cm ved dæmningen. Det er den største tilbageholdelse af vand siden åbningen den 11. november 2020. Men er der stadig hele 150 cm at give af og masser af volumen i bassinet tilbage."
Tre gange tidligere i år har dæmningen opstuvet vandet med ca. 80 cm. Man kan i øvrigt selv følge vandstanden på webadressen http://odder.web4you.dk beretter Morten Rud.
Udvalgsformand slipper for at hoppe på hovedet i vandet
Helt tilfældigt var Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget på besigtigelsestur til Rathlousdaldæmningen onsdag den 26. maj ovenpå flere dage med store regnmængder. Her fik de med egne øjne set, at den nye dæmning fungerer.
Ole Lyngby Pedersen der er formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget fortæller:
"Jeg er først og fremmest glad på borgerne og Odders vegne for at se at dæmningen virker. Men jeg er også glad på det personlige plan. For til indvielsen fortalte jeg kækt, at den dag hvor vandet løber over dæmningen vil jeg hoppe på hovedet i vandet. Det ser heldigvis ud til at jeg slipper for det," griner Ole Lyngby Pedersen.