Efterårsferien er begyndt og for Karensminde Frugtplantage betyder det at høsten af æbler og pærer er ved at være i hus.
Det betyder også, at der er stor aktivitet i plantagen med selvpluk af æbler og pærer. Det er lige nu, at flere af de mest populære sorter er på toppen.
Æblehøsten er snart i hus
Hos Karensminde Frugtplantage har medarbejderne travlt med at høste de sidste æbler. For tiden høstes Bellida, som er et rigtigt sødt og sprødt, saftigt æble. Smagen er god i år, for der har været en god fordeling af regn og solskin i løbet af sæsonen. Der er få æbler på træerne som følge af at der var flere frostnætter under blomstringen, så derfor er en del af æblerne noget større end de plejer at være.
Smag dig frem til dit favoritæble
Der er i alt 18 æblesorter i frugtplantagen, som rummer alt fra gamle velkendte Filippa og Ingrid Marie til helt nye, men fremragende sorter som Wellant og Bellida. Sorterne dækker hele smagsspektret fra meget syrlige Belle de Boskoop (madæbler) over let syrlig-søde æblesorter og til de meget søde Delcorf, Zari og Bellida æbler.
Lige nu er der 7 æblesorter og 3 pæresorter at vælge i mellem når du skal ud og plukke selv i plantagen. Sorterne er Bellida, Wellant, Elstar, Belle de Boskoop, Pinova, Mutzu og Jonagold samt pæresorterne Concorde, Lucas og Doyenne de Comice.
Flere af sorterne findes på plantagens top 5 over mest populære sorter. Bellida, som er sød og super sprød og saftig er det mest populære af de søde sorter, mens Wellant, som er kraftig i smagen og har en fin balance mellem syrlighed og sødme indtager førstepladsen på smag i de lidt syrlige sorter. Elstar, som gennem årtier har været det mest populære æble i Danmark, er også til selvpluk i plantagen.
Det kan være svært at vælge hvilken sort, der skal købes når man står foran et stort udvalg. Men når du er på pluk selv tur i plantagen er det muligt at smage på sorterne inden du plukker. Så kan du finde din favoritæblesort og være sikker på at du får det rigtige med hjem.
Tag på hyggetur i frugtplantagen
Pluk selv af frugter og bær er en meget populær aktivitet i frugtplantagen. Her står der buske og træer med frugter og bær til rådighed for selvplukkere fra sidst i juni og helt ind i november. Det er forskellige bær og frugter, der kan plukkes i løbet af sæsonen. Hos Karensminde Frugtplantage er det muligt med pluk selv af æbler, pærer, blommer, hindbær, brombær, blåbær, sødkirsebær, ribs og solbær når det er sæson for de forskellige frugtarter.
Som frugtavler er det rigtigt rart at have selvpluk, for så får man reaktioner på frugten lige med det samme, fortæller indehaver og Æblemand, Bendt Olsen, og så er det en fornøjelse at se alle de glade og tilfredse børn og voksne komme tilbage fra marken med en rigtig god oplevelse – og selvfølgelig nogle æbler, som de har smagt på og kunne lide.
Selvpluk er åben på de samme tider som gårdbutikken, dvs. når gårdbutikken er lukket, kan man heller ikke komme ud og plukke i plantagen. I gårdbutikken kan man i øvrigt finde flere sorter, som ikke længere er til selvpluk i denne sæson, f.eks. Cox Orange, Filippa, Ingrid Marie, Delcorf, Zari æbler og Clara Frijs pærer.