Odder er danmarksmester i god sagsbehandling

Foto: Odder Kommune.
Profilbillede
dato

Det er både nemt og hurtigt at få behandlet en byggesag i Odder Kommune og samarbejdet med kommunens jobcenter er i top. Det er to af hovedpunkterne i den seneste erhvervsklimamåling, som Dansk Industri (DI) har foretaget. I begge tilfælde indtager Odder Kommune førstepladsen, og det er ikke tilfældigt, siger Johannes Saugbjerg, der er formand for DI Sydøstjylland.

”I kategorierne med den kommunale sagsbehandling er Odder placeret som landets bedste i år. Det er fuldt fortjent, for det er resultatet af en dedikeret indsats, som kommunen har leveret gennem flere år, og den indsats kvitterer virksomhederne nu for. Især er behandlingen af byggesager, der er blevet bedre, men også sygedagpengesagerne bliver behandlet væsentligt hurtigere i år end sidste år.”

DI’s erhvervsklimamåling bliver foretaget hvert år blandt organisationens medlemmer, og Odder Kommune har altså igen forbedret sin placering fra en 9. plads i 2020 til en 6. plads i år. Det glæder borgmester Uffe Jensen, som samtidig roser det lokale erhvervsliv.

”Jeg er rigtig stolt af at vi bliver ved med at gå frem i en undersøgelse, hvor der er benhård konkurrence om topplaceringerne. Jeg vil gerne starte med takke vores dygtige medarbejdere, som har gjort et kæmpe stykke arbejde for at bringe sagsbehandlingstiderne så langt ned. Samtidig vil jeg gerne takke de lokale virksomheder for den gode dialog, der er blevet etableret mellem erhvervslivet og kommunen de senere år. Den flotte placering er i høj grad opnået ved fælles indsats,” siger han.

Noget af det gode ved målingen er, at den både fremhæver det, vi som kommune er gode til, og de steder, hvor vi kan blive endnu bedre, og den slags er også at spore i undersøgelsen. Højt på ønskesedlen for Odder Kommunes virksomheder står blandt andet at kommunen prioriterer at kigge infrastrukturen og arbejdskraften. Ifølge undersøgelsen følger det lokale erhvervsliv tendensen på landsplan, hvor samme fokus efterspørges.

Kilde: Odder Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.