Odder Bibliotek vil gerne fremme læselysten ved at slå et slag for, at tegneserier også er rigtig læsning. Mange børn føler nemlig, at voksne ikke anerkender tegneserier som en valid læseoplevelse.
Biblioteket er gået sammen med projektet Alle ord tæller, og med kampagnen "Tegneserier ER læsning" opfordres lokale børn til at udforske de mange spændende tegneserier, der findes på hylderne.
Udover kampagnen har Odder Bibliotek også arrangeret en lokal konkurrence, hvor en heldig vinder kan hjemtage en tegneserie. For deltagelse skal et særligt ytringskort fra bibliotekets udstilling udfyldes senest den 1. oktober. Vinderen offentliggøres kort tid derefter.