Ny leder hos Bo & Beskæftigelse i Odder

Foto: Odder Kommune. Jonna Lind Jacobsen er ny leder hos Bo & Beskæftigelse i Odder.
Profilbillede
dato

Der er kommet nyt navn på døren til lederkontoret hos Bo & Beskæftigelse i Odder Kommune.

1. marts startede Jonna Lind Jacobsen i kommunen, og efter et tætpakket introduktionsforløb er hun ved at være landet i sin nye stilling – en stilling, som ifølge hende selv passer hende perfekt.

”Det, der tiltrak med stillingen her, er faktisk, at den ligger i Odder. Kommunens størrelse gør, at her ikke er særlig langt mellem niveauerne – både til ledelse og borgere. Samtidig er man meget fælles om opgaverne her i kommunen, og det gør, at det var et naturligt skridt i mit arbejdsliv at skifte hertil,” siger hun.

Jonna Lind Jacobsen kommer fra en stilling i Horsens Kommune, hvor hun de seneste fem år har været leder af Aktivitet & Fællesskab, der er Horsens Kommune aktivitets- og samværstilbud. Derudover har hun over de seneste 16 år været leder af forskellige tilbud til voksne handicappede i Silkeborg, Skanderborg og Horsens Kommuner.

Derfor er det også en tilfreds leder af Social- og Borgerservice, Britta Kempel, der 1. marts kunne byde Jonna Lind Jacobsen velkommen.

”Jonna har et bredt pædagogisk kendskab og erfaring fra det specialiserede handicapområde, og ansættelsesudvalget er helt enige om at hun er den helt rigtige til at stå i spidsen for Bo & Beskæftigelse,” siger Britta Kempel.

Bo & Beskæftigelse er Odder Kommunes samlede tilbud til en bred målgruppe af borgere med udfordringer, heriblandt borgere med kognitiv funktionsnedsættelse, sent udviklede, udviklingshæmmede og multihandicappede.

Kilde: Odder Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.