Renosyd åbner snart en ny genbrugsbutik i Odder. Denne genbrugsbutik vil have et bredt sortiment, og den vil komme til at ligge på Skovdalsvej i Odder. Formålet med at åbne en ny genbrugsbutik er, at alle forhåbentligt vil komme til at genbruge mere.
Det er den 21. august, at Renosyd slår dørene op til genbrugsbutikken Værdicentralen Odder på Skovdalsvej 22.
Kresten Bjerre, der er næstformand i Renosyd, vil komme og klippe genbrugssnoren over klokken 10.00. Herefter er der rig mulighed for at udforske den nye genbrugs brede sortiment, hvor du kan finde alt fra let brugte rulleskøjter til aflagte lægter til det næste byggeprojekt.
Butikkens sortiment udgør de ting, som besøgende på Odder Genbrugsplads, der ligger lidt længere nede af vejen, har stillet til genbrug. Der vil blandt andet også være brugskunst, møbler, køkkenudstyr og et hav af andre forskellige ting, så der er rigtig stor sandsynlighed for, at dit næste geniale genbrugsfund venter på dig her.
Derudover er byggematerialer noget, der vil være et særligt fokusområde for genbrugen. Der afleveres nemlig ofte rester på genbrugspladsen, som er fra helt nye terrasser og andre gør-det-selv-projekter.
Mere genbrug betyder mindre affald
Den overordnede plan, som Renosyd har med Værdicentralen, er at give nem adgang til varer og materialer, der sagtens kan genbruges - og på den måde sørge for, at færre produkter bliver til affald.
Både i Odder og Skanderborg er affaldsmængderne stigende i øjeblikket - og dette er en udvikling som Renosyd arbejder målrettet på at vende.
”Med Værdicentralen Odder ønsker vi at invitere til, at vi alle sammen bliver endnu bedre til at overveje en ekstra gang, om ting, vi ikke selv kan bruge, har værdi for andre, og at vi tjekker, om der er noget, vi kan bruge i genbrugsbutikken, før vi køber nyt”, fortæller Kresten Bjerre, næstformand i Renosyd og medlem af byrådet i Odder Kommune.
Renosyds målsætning er, at hver borger i Skanderborg- og Odder Kommune årligt skal sortere ti kilo til genbrug. Værdicentralen Odder er en del af denne målsætning.
Samarbejde med velgørende organisationer fortsætter
Forud for åbningsdagen, har Værdicentralen også etableret et samarbejde med Odders øvrige genbrugsbutikker. Der er blandt andet blevet skabt et kort, som er placeret uden for butikken på Skovdalsvej, som giver et overblik over, hvor man ellers kan købe genbrug i byen.
”Det åbne samarbejde, som Renosyd i mange år har haft med frivillige og velgørende organisationer er vigtigt for os,” siger Renosyds bestyrelsesformand Finn Sander Jensen og fortsætter, ”der er så meget genbrug, så der er nok til alle. Vi har en god samarbejdsmodel, der gør det muligt for alle organisationer at hente genbrug fra Renosyds genbrugspladser” fortæller Kresten Bjerre.
Værdicentralen Odders åbningstider bliver tirsdage og torsdage fra 13.00 til 17.00 samt lørdage fra 10.00 til 14.00. Man kan desuden følge med i, hvad der er på hylderne, hvilke events, der bliver afholdt og læse sjove historier fra hverdagen i butikken på butikkens facebookside “Værdicentralen Odder”.