Både ærteposer og grøntsager holder hjernen i gang - og disse er hos afdeling for Vejledning og Mestring i Odder Kommune blevet et hit.
De sidste ugers tid er der både blevet kastet med bolde, ærteposer og navne på frugt og grønt op i luften hos Sund Fysiks lokaler på Rådhusgade i Odder. Dette er blevet gjort i forbindelse med afdeling for Vejledning og Mestrings træning af de små grå.
Rasmus Krahn, leder for Vejledning og Mestring, fortæller, hvordan denne nye form for hjernegymnastik bogstavelig talt er med til at gøre de deltagende bedre til at have flere bolde i luften. Der bliver både grinet og afprøvet nye ting, hvilket gør noget godt for både arbejdsglæden og stressniveauet.
Grundet corona har medarbejderne hos afdelingen været opdelt i to hold, der har trænet sammen i nu 12 uger. Der er blevet udført forskellige øvelser, hvor man blandt andet har skulle gribe en ærtepose fra en kollega. Inden ærteposen bliver kastet til en kollega, skal den, der kaster posen, sige et navn på en frugt eller en grøntsag. Hvorvidt, der bliver sagt en grøntsag eller frugt er med til at bestemme, om posen skal gribes med højre eller venstre hånd. Oveni skal man også sætte den modsatte fod forrest, og et stykke inde i øvelsen, får man også en klap for øjet.
Gitte Nygaard, der står for træningen, der kaldes for Life Kinetik, fortæller, hvordan denne form for hjernetræning er med til at forbinde synapserne i hjernen og på måde gøre en bedre til blandt andet at huske, koncentrere sig, samtidig med, at man styrker sine motoriske færdigheder. Life Kinetik er tysk og bliver blandt andet brugt af professionelle fodboldspillere.
Denne metode har uden tvivl været et hit hos Vejledning og Mestring, hvor blandt andet arbejdsglæden er vokset blandt medarbejderne. Planen er derfor også, at træningen skal udbredes til flere afdelinger i kommunen efter sommerferien.