Odder Kommune vil nu sætte fokus på far, fordi de ved, at det har stor betydning, at far og barn får en god relation allerede i starten af barnets første leveår. Derfor åbner Odder Kommune nu Fars Legestue i Børne- og Familiehuset.
I dag deltager fædre i deres børns fødsel og pasning, fordi de har lyst til det. Stort set alle mænd lægger stor vægt på at være en nærværende far, der er til stede, har kontakt og er engageret i deres barns liv, hvorfor de også ønsker mere tid med barnet. De ønsker at have en rolle over for mor og barn, at lære barnet at kende og at blive betragtet som en lige så vigtig forældre som moren.
Alt dette ønsker Odder Kommune nu at imødekomme og bakke op om, hvorfor de vil åbne en “Fars Legestue”.
Fars Legestue åbnede den 4. oktober
Odder Kommune åbnede Fars Legestue den 4. oktober i Børne- og Familiehuset. Dette skal være et sted, hvor fædre med børn i alderen nul til fem år kan komme og være aktive sammen med deres børn - og andre fædre.
I Fars Legestue kan man komme og gå som det passer ind i ens dag, og der er åbent hver mandag fra klokken 14.00 til 17.00. Du vil blive mødt af en tovholder, der byder jer velkommen og er med til at skabe en god stemning, samt sikre, at der altid er kaffe på kanden. Derudover vil Sundhedsplejersken også kigge forbi.
Dennis Pedersen og Emil Kristiansen er begge tovholdere på projekter, og de fortæller følgende om det inde på kommunens hjemmeside.
”Far og barn relationen har stor betydning helt fra starten af i barnets liv og det kan netop i den indledende fase af barnets liv være svært for far-rollen at skabe den vigtige tilknytning til barnet. Fars legestue er en god ramme for at far og barnets tilknytning kan skabes og udvikles. Det kan i fars legestue ske i et rum hvor fædre også kan møde hinanden med deres børn. Fars legestue må forstås som et rum til far – barn tilknytningen, hvor fædre kan komme og lege, og være med, deres børn – Det giver en mulighed for at fædre kan dele liv, glæder og utilstrækkeligheder ved faderskabet, sammen med andre fædre,”
Derudover bakkes åbningen af Fars Legestue også op af Lone Jakobi, som er formand for Børn-, Unge-, og Kulturudvalget. Hun synes, at legestuen falder i flot tråd med de politiske ambitioner, der er i Odder Kommune. Her ønsker man at investere mere i tidlig forebyggelse og det gode tværgående samarbejde mellem kommune og civilsamfund:
“Legestuen er til for alle fædre og jeg håber, at mange familier vil benytte sig af tilbuddet og knytte stærkere bånd mellem far og barn, og på tværs af familierne. Jeg glæder mig over, at Fars Legestue nu også bliver et tilbud i Odder Kommune”, fortæller hun på kommunens hjemmeside.
Hvis du er mere nysgerrig på, hvad Fars Legestue er, kan du læse meget mere om det nye tiltag lige her.