Kvalitets bagværk og god service hos Byens Bager Odder

Foto: Henrik og Helle // Byens Bager Odder.
Profilbillede
dato

I Odder er ægteparret Henrik og Helle indehavere af Byens Bager Odder, som de sammen har haft de sidste 25 år.

For 25 år siden vendte Henrik og Helle tilbage til de jyske rødder, hvor de åbnede deres egen bagerbutik på Rådhusgade 10 i Odder. De flyttede fra Faaborg, hvor Henrik tidligere har haft sit eget Bageri, som Helle var en del af de sidste 2 år, inden de besluttede at flytte til Odder. Helle kommer fra en køkkenassistent uddannelse, mens Henrik har været bager i mange år.

“Odder er et dejligt område tæt ved vandet. Jeg ville gerne tilbage til det jyske, hvor jeg selv oprindeligt er fra,” fortæller Helle.

På Rådhusgade 10 i Odder passer Henrik bageriet, mens Helle står for regnskabet og butikken. Her har de også en masse dejlige ansatte:

“Vi er fire kvinder, med mig selv, i butikken. Derudover har vi nogle unge piger til at hjælpe i weekender og ferie. I bageriet har vi en lærling, fem svende og Henrik selv, som er mester,” fortæller Helle.

Det er altså kvinderne, der passer butikken og mændene bageriet:

“Men derfor har vi selvfølgelig stadig korrespondance og sjov med hinanden,” fortæller Heller og tilføjer kækt: “Men vi har en dør, vi kan lukke engang imellem, os tøser, til de mandfolk dernede.”

Drømmen om at være selvstændig

Henrik har altid haft en drøm om at være selvstændig og eje sin egen butik. Derfor åbnede han for 36 år siden sit første bageri i Faaborg. Helle har også altid været glad for at arbejde, og dét at have sit eget og bestemme selv, fandt hun meget tiltalende.

“Så da jeg mødte Henrik, tænkte jeg, at det var rigtig fint, og at jeg også var med på at have vores eget,” fortæller Helle.

“Men man skal også kunne lide at arbejde for at være selvstændig. I hvert fald i bagerbranchen,” uddyber hun.

Det er et specielt liv, når man arbejder i bagerbranchen. Man arbejder rigtig mange timer, og ofte på nogle lidt andre tidspunkter end andre:

“Vi åbner døren klokken 02 om natten, og så lukker vi klokken 18.30 om aftenen,” fortæller Helle og nævner samtidig, at de selvfølgelig ikke selv er på i alle timerne hver dag, men altid er tilgængelige via telefonen.

Især i den første tid som selvstændige var der fart på. De første 7 år boede Henrik og Helle nemlig ovenpå butikken i Odder:

“Dengang holdt vi jo aldrig fri, og vi blev kaldt efter hele tiden, hvis der var brug for det”, fortæller Helle og nævner, at de siden da er flyttet i en villa uden for byen, hvor der er fred og ro og bedre mulighed for at koble lidt af.

“Jeg glemmer aldrig første nat, hvor jeg tænkte, Gud hvor er her stille,” siger Helle grinende.

Kvalitetsbrød er højt prioriteret


Foto: Kager hos Byens Bager Odder

I bageriet går Henrik og Helle meget op i kvaliteten af brødet. De holder sig opdateret og følger med på moden med typer af brød, som er en helt videnskab for sig.

“For nogle år siden smed vi simpelthen alle vores franskbrød ud, og så lavede vi helt nye opskrifter,” fortæller Helle og forklarer, at de i bageriet har påbegyndt en ny type brød med surdej.

“Dengang var det meget tunge brød, men nu er det surdej, vi skal arbejde med og ikke så meget gær,” forklarer Helle.

Denne brødtype kalder bagerne for ‘kassebrød’, hvor dejen, som ordet indikerer, ligger i kasser og er mere flydende. Herefter kommer de på køl, hvor de ligger og modner og opbygger en rigtig god smag.

“Vi har stor succes med vores nye typer af grødbrød og grødboller. Det er blevet rigtig populært og godt modtaget”, fortæller Helle og fortsætter: “Vi lytter meget efter, hvad kunderne siger, og hvad de har af ønsker.”

Brød og rundstykker bager de i en hærdeovn på en stenplade. Det vil sige, at brødet på Rådhusgade 10 altså ikke bliver bagt i en almindelig ovn, hvor luften bliver kørt en hel masse rundt. “Brødet står stille og roligt og får lidt varme i en stenovn,” forklarer Helle.

Meget engageret i det sociale liv

Byens Bager på Rådhusgade 10 er også godt forankret i Odder by. De har mange glade og tilfredse stamkunder, som de også har et rigtig godt forhold til:

“Vi engagerer os meget i det sociale liv i byen, deltager i mange ting og sponsorere til mange af de arrangementer, der er her,” fortæller Helle og tilføjer, at hvis der afholdes et arrangement i byen, så har de altid en lille bod.

“Vi har et godt socialt liv her i byen og støtter op om det lokale - specielt i disse tider,” fortæller Helle.

For butikken er fremtiden også klar. På nuværende tidspunkt er de ved at lave om i butikken i forbindelse med de nye brødtyper, der skal laves. De slår hårdt ned på især ‘kassebrødet’, da det er en god vej at fortsætte, når de bliver modtaget så godt.

“Vi har faktisk lige flyttet vores butiksovn ned i bageriet, så bagerne kan få en nemmere arbejdsgang,” forklarer Helle og nævner desuden, at de også har stor succes med deres kager.

“Vi udvikler os også meget på det område, og har en ansat, som er rigtig dygtig til at lave konditorkager,” afslutter Helle.

Du kan kontakte Byens Bager Odder på:

Telefon: 86 54 11 53

E-mail: raadhusgade@byensbagerodder.dk

Eller følge med på deres Facebookside og se, hvad der sker i butikken her.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Henrik og Helle // Byens Bager Odder