”Elskerinden” tager farvehandlerens fritid

Profilbillede
dato

Gardinbussen Gratis står der på den bil, som Lars-Peter Jensen kører ud til kunderne i, når han monterer markiser og gardiner.
Lars-Peter Jensen er indehaver af Farver og Striber i Odder, som har Gardinbussen Gratis, hvor han bruger det meste af sin arbejdstid.
Og i fritiden lægger Lars-Peter også vægt på de gratis glæder, nemlig når han lader vinden drive sin sejlbåd ud over bølgerne.

En klassiker
”Hjemme hos os hedder min båd ’Elskerinden’, fordi min kone synes, jeg bruger meget tid på den,” griner Lars-Peter.

Båden er en Opus 34 fra 1978, som Lars-Peter købte af en sejlerkammerat, der havde skiftet hende ud med en yngre model. Han lægger ikke skjul på, at der går en del tid med lakarbejde og vedligeholdelse af teakdæk, når man ejer en klassisk sejlbåd.

”Jeg var ude og se den, og så blev jeg forelsket med det samme. Den er købt med hjertet og ikke med hjernen,” fortæller han.

Til gengæld giver den ham en meditativ ro, når han for halvvind styrer ud mod horisonten.

”Det er en magisk fornemmelse, som giver fokus – og så er det jo en fantastisk måde at holde ferie med familien på,” mener Lars-Peter.

Sejl, gardiner og markiser
Selvom Lars-Peter ikke ser en direkte sammenhæng mellem sejlsport og boligtekstiler, bruger han alligevel nogle af søulkens egenskaber, når han betjener kunderne.

”Der er jo også noget med at holde styr på tingene og sikre, at tingene står rigtigt, så vi kommer i den rigtige retning,” forklarer han.

Markise eller pergola
Lars-Peter fortæller om en dobbelt pergola-løsning, som han for nylig har lavet for en kunde i Præstelunden i Odder.
Forskellen på en markise og en pergola er, at pergolaen har støtteben og muligvis sidestykker. Den er mere vindstabil og kan dermed bruges i flere slags vejr.

”Det starter egentlig med, at kunden har to problemer, som han gerne vil have løst.
For det første bliver der meget varmt i hans nye hus, når solen står lige på vinduerne, og for det andet vil han gerne kunne nyde sine store terrasser i den smukke have, selvom duggen er faldet, eller det regner lidt,” fortæller Lars-Peter.

Lars-Peter præsenterede kunden for de forskellige muligheder, mens han undersøgte de begrænsninger, som huset bød på.

”Der var et nedløbsrør i vejen, og kunden havde også to terrasser. Derfor foreslog jeg en løsning med to pergolaer, som passer perfekt til det nybyggede hus,” siger han.

Samme kontakt fra start til slut
Når man handler med Gardinbussen Gratis, møder kunden den samme person hele vejen igennem forløbet.

”Det giver en god tryghed og tilfredshed hos kunden, når det er den samme, der rådgiver og sælger, som også kommer og måler op og monterer. Og til slut er det også den samme, der tager imod dankortet,” fortæller Lars-Peter.

Hvor kører bussen hen?
Lars-Peter Jensen er uddannet farvehandler. Det er nu godt 17 år siden, han startede farvehandelen efter en tur rundt som kørende sælger i andre brancher.
Lige nu har virksomheden fire gardinbusser kørende. Han vil gerne køre forretningen lidt ”old scool” med høj faglighed, god service og glade kunder.

”Vi vil selvfølgelig gerne vækste virksomheden, og vi har da også en femårsplan. Når den er opfyldt, har vi 10 busser på vejene, men det må ikke gå for stærkt,” mener Lars-Peter.

Gardinbussen mangler ”chauffører”
Han lægger vægt på, at de folk, som kører ud, skal kende firmaet værdier ordentligt, og det kan ifølge Lars-Peter kun lykkes, hvis de udvider med én gardinbus ad gangen.

”Det er svært at få gode folk lige nu, for en ny ’buschauffør’ i Gardinbussen Gratis skal både være patentlig, omhyggelig og præcis, og så skal han samtidig kunne håndtere hele rådgivningen og salget. Hvis han også skal sætte markiser op, skal han helst være uddannet tømrer,” fortæller Lars-Peter.

Så foreløbig har Lars-Peter rigtig travlt i sin gardinbus, men han håber på, at det snart vil lykkes at finde flere dygtige folk. Så kan han måske få lidt mere tid på vandet med ”Elskerinden” og konen.

Læs mere om Gardinbussen Gratis lige her.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Gardinbussen Gratis v/ Farver og Striber // Lars-Peter Jensen