Odder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 09.00
Østjyllands Politi fremstillede kl. 09.00 i Retten i Randers en 52-årig mand, der sigtes for indbrud i en villa på Rådmands Boulevard i Randers torsdag formiddag.
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 10.13 en anmeldelse fra en borger, der havde bemærket en mand luske rundt inde hos naboen. Da hun kort efter var gået ud for at ryge, havde hun kortvarigt talt med manden, der oplyste, at han var håndværker, og at han arbejdede for dem, der boede i huset. Det troede kvinden dog ikke helt på, og hun fortsatte derfor med at holde øje med manden, der kom og gik fra stedet flere gange, hvorefter hun ringede efter politiet.
Der var hurtigt en patrulje på stedet, der nåede at se manden gå rundt inde i køkkenet, hvorefter betjentene gik over til husets hoveddør, der i det samme blev åbnet indefra af den 52-årige mand. Han blev anholdt og sigtet for indbrud i villaen. Han blev fundet i besiddelse af noget værktøj og diverse tyvekoster.
Grundlovsforhøret endte med at den 52-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede sig skyldig og forklarede, at hans tilstedeværelse i huset blot skyldtes, at han var gået forkert. Han kærede ikke kendelsen til landsretten.
**
Endnu en ældre kvinde udsat for svindelnummer
Onsdag kl. 13.34 blev en 89-årig kvinde fra Åbyhøj ringet op af en mand, der udgav sig for at være sikkerhedsvagt i en bank. Han fortalte hende, at der var foregået en masse svindel, og at der derfor ville komme en medarbejder ud til hende og hente hendes dankort og kode, så hun kunne få et nyt.
Kvinden fik besked på at blive i røret, indtil manden var ankommet til stedet, og hun blev vejledt om at beskrive, hvilket tøj manden havde på, så de var sikre på, at der var tale om den rigtige person. Den ældre kvinde udleverede både dankort og kode, og efterfølgende var der blevet hævet flere tusinde kroner på hendes konto.
Østjyllands Politi har i løbet af de seneste måneder modtaget en del anmeldelser med samme fremgangsmåde som ovenstående, og afdelingen for økonomisk kriminalitet er i fuld gang med at efterforske sagerne i forsøget på at finde frem til svindlerne.
Fælles for sagerne er, at de forurettede er ældre kvinder, der bor i Aarhus-området. Politiet vil derfor gerne på det kraftigste opfordre til, at børn og børnebørn tager en snak med deres ældre familiemedlemmer og vejlede dem om, hvordan de skal agere, hvis de bliver ringet op af en, der udgiver sig for at være fra banken, og som beder dem udlevere dankort og kode.
Det bedste råd er, at man lægger på, hvis man bliver ringet op af nogen, der siger de ringer fra banken – eller at man beder om navn og afdeling på vedkommende, så man selv kan ringe op til banken og spørge efter den pågældende medarbejder. Og så skal man aldrig udlevere dankort og kode.
**
Specialpatrulje og narkohunde fandt narko
Onsdag kl. 13.11 var Østjyllands Politis specialpatrulje forbi en adresse i Risskov, hvor man havde mistanke om, at der blev handlet med narkotika. Da betjentene henvendte sig på adressen og gav sig til kende, skete der ikke noget, selvom betjentene havde set aktivitet inde i lejligheden.
Betjentene fik derfor åbnet døren på anden vis og foretog en ransagning af lejligheden. I den forbindelse blev der fundet en større mængde hash og skunk, og en 22-årig mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.
Efterfølgende blev udendørsarealerne gennemgået af narkohunde, der med det samme markerede ved en bil, der holdt parkeret på stedet. Heri blev der fundet flere salgsposer med hash og skunk. Bilens ejer, en 19-årig mand, blev desuden fundet i besiddelse af et større kontantbeløb, og han blev derfor også anholdt og sigtet for salg af narkotika.
Narkohundene fortsatte herefter arbejdet på de udendørs arealer og fandt en nedgravet pose, der indeholdt flere salgsposer med skunk og hash samt en strømpe, der formentlig indeholdt heroin. Det hele blev taget med på politigården til nærmere undersøgelse.
**
Brand i villa
Onsdag kl. 11.58 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var ild i en villa på Gormsvej i Ørum Djurs. Branden blev opdaget af en nabo, der havde lugtet røg og løb over til villaen, hvor han kunne se tydelige flammer. Han havde banket på for at finde ud af, om der var nogen derinde, men der var ingen der svarede.
Det viste sig, at husets 50-årige kvindelige beboer havde været ude at gå en tur, og hun kom kort efter retur til stedet og kunne oplyse, at der ikke var hverken dyr eller mennesker inde i huset. Kort efter ankom politi og brandvæsen, og slukningsarbejdet blev påbegyndt.
Branden var formentlig opstået i soveværelset, men det var onsdag ikke muligt for politiet at foretage en nærmere gerningsstedsundersøgelse, hvorfor der endnu ikke er fastlagt nogen brandårsag. Ingen dyr eller personer kom til skade som følge af branden.
**
Ild i pose med tøj
Tidligt torsdag morgen kl. 05.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 58-årig kvinde, der oplyste, at der havde været brand i hendes bolig på Solbakkevej i Grenaa. Kvinden har forklaret til politiet, hun vågnede ved, at der lugtede af røg, hvorefter hun gik ud til hoveddøren, som var helt omsluttet af flammer, så hun ikke kunne komme ud.
Kvinden nabo var kommet til undsætning og havde fået slukket ilden med nogle spande med vand. Brandvæsnet ankom kort efter til stedet og overtog efterslukningsarbejdet. Branden var formentlig opstået i en pose med tøj, der stod foran hoveddøren, men hvordan der er gået ild i posen er endnu uklart. Ingen personer kom til skade ved branden.
**
Forstyrrende gademusikanter
Onsdag kl. 13.22 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en kvinde, der var ansat i et firma med kontor ved Skt. Clemens Torv i Aarhus. Kvinden oplyste, at to unge guitarspillende mænd med deres musik forstyrrede både forbipasserende, og folk der arbejdede i nærheden. En patrulje tog kontakt til de to unge mænd på 19 og 20 år, der indvilligede i at pakke sammen for i dag.
**
Kørte rundt med narko i bilerne
Onsdag kl. 20.43 standsede en patrulje to biler ud for Cirkle K på Randersvej i Aarhus N. Ved gennemgang af bilerne, blev der i den ene fundet noget hash og noget skunk, og den 18-årig mand, der sad bag rattet, blev sigtet for besiddelse af narkotika. I den anden bil, blev en 37-årig mandlig passager fundet i besiddelse af flere små poser med hash, og den 32-årige fører af bilen blev også fundet i besiddelse af en pose hash. De blev også begge sigtet for narkobesiddelse.
**
Brand i træskur
Onsdag kl. 09.11 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i et træskur på Klostervej i Vejerslev, Thorsø. Da patruljen ankom til stedet var brandvæsnet stort set færdige med slukningsarbejdet, og ilden havde ikke nået at sprede sig til andre bygninger, men skuret var brændt helt ned til grunden. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden muligvis er opstået som følge af et efterladt stearinlys i skuret.
**
Færdsel
Onsdag kl. 09.03 skete der et færdselsuheld i krydset Fjældevænget/Herredsvej i Aarhus V. En 39-årig kvindelig bilist kom kørende ad Fjældevænget og ville svinge til venstre ad Herredsvej, da hun overså en modkørende bil, ført af en 20-årig mand, der var på vej lige over i krydset. Der skete sammenstød mellem de to biler med materiel skade til følge. Den 39-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Onsdag kl. 17.20 blev en 24-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Frederiks Allé i Aarhus C.
Natten til torsdag kl. 00.34 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og for besiddelse af narkotika, da han blev standset af en patrulje på Willemoesgade i Aarhus N.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Ankjær i Odder begået mellem torsdag den 12/8 kl. 14.00 og onsdag den 18/8 kl. 10.00
- På Rådmands Boulevard i Randers C begået onsdag den 18/8 kl. 10.13
- På Glarbjergvej i Randers NØ begået onsdag den 18/8 kl. 22.43