Demensugen 2023: Odder Kommune sætter fokus på at komme trygt fra A til B tirsdag d 9. Maj

Foto: Odder kommune. Demenssymbolet og hænder der rækker mod hinanden
dato

At være tryg den kollektive trafik er ekstra vigtig for mennesker med demens. Det sætter vi fokus på i årets Demensugen i uge 19, hvor der vil være lokale aktiviteter i Odder.

På banegården vil der stå en stand, som uddeler information og materialer vedrørende demenssymbolet ”Giv en håndsrækningen”.

Der vil rundt i byrummet og på banegården, blive placeret symboler, som signalerer at man kan være opmærksom på, om der er nogle som har brug for en håndsrækning , når man færdes i trafikken.

Hjælp mennesker med demens huske og de tre handleråd

Man kan gøre en forskel ved at holde øje med demenssymbolet og ved at huske de tre handleråd, når man møder en passager med demens.

  • Tag kontakt – smil og vær imødekommende
  • Tal tydeligt – stil et spørgsmål ad gangen
  • Vær tålmodig – sæt tempoet ned og hjælp gerne på vej

Mere om Demensugen 2023

Over hele landet bliver der i Demensugen, uge 19, lavet arrangementer med fokus på, at det skal være tryggere for mennesker med demens at bevæge sig rundt i samfundet.

”Med årets demensuge markerer vi, at det skal være trygt at komme fra A til B, når man lever med demens. Og det gør vi i samarbejde med mange af landets største trafikselskaber. Demens er stadig tabubelagt, og hvis man ikke kender til demens, kan det afføde berøringsangst. Det vil vi gerne være med til at gøre noget ved, og vi kan som samfund gøre en stor forskel for mennesker med demens, hvis vi blot er lidt ekstra tålmodige,” siger Lone Harlev, der er sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

83 procent af mennesker med demens deltager i færre sociale aktiviteter og/eller fritidsaktiviteter efter at have fået demens, viser tal fra rapporten ’Bedre hjælp til mennesker med demens’ fra 2020. En af årsagerne til dette er besværet med at komme fra A til B. Hos DSB og en lang række af landets andre transportselskaber, vil man gerne hjælpe til med at ændre på dette.

”Hos DSB skal der være plads til alle på rejsen. Det gælder også de kunder, der måtte have demens. Derfor vil vi sørge for, at vores personale kender symbolet og ved, hvad de skal gøre, hvis de møder et menneske med demens, der kan have brug for ekstra hjælp og opmærksomhed,” siger Charlotte Kjærulff, der er kundechef i DSB.

Transportsektoren skal kende til demens og demenssymbolet

Det er sjette år i træk, at Demensugen bliver afholdt. Sidste år var der aktiviteter i 84 procent af landets kommuner, da der i Demensugen var fokus på at udbrede kendskabet til demenssymbolet i detailbranchen. I år er der også stor opbakning med aktiviteter over hele landet.

Rigtig mange af landets transportselskaber bakker op, og bruger deres platforme til at sætte fokus på demens og demenssymbolet overfor både ansatte og kunder. Frivillige og demensfaglige kommer i Demensugen til at være til stede på stationer, busstoppesteder og bytorve med informationsmateriale og forskellige happenings.

Du kan læse mere om Demensugen på

demensvenligtdanmark.dk


https://www.odder.dk/nyheder/nyheder/demensugen-2023/
Kilde: Odder kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.