Brian Vestergaard stiller op for Nye Borgerlige til KV21

Brian Vestergaard stiller op for Nye Borgerlige i Odder Kommune til kommunalvalget.
Profilbillede
dato

Blå bog
48-årige Biran Vestergaard stiller op for Nye Borgerlige i Odder Kommune til kommunalvalget. Han har boet i kommunen i 15 år; de første 10 år i Saksild og siden da i en lejlighed i Aaparken.

Hvad betyder din opstillingskommune for dig?
"Odder som Kommune er det sted, jeg lever og bor. Det er det sted mine børn har gået, og går i skole og har gjort brug af kommunens fritidstilbud. Odder er det, jeg betragter som mit hjem og min base. Jeg synes de strande, vi har, er fantastiske og nyder vores ubrudte kystlinjer."

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
"Kan man gøre en forskel, og i så fald hvor meget og ikke mindst hvordan?"

"Jeg kunne godt tænke mig, at Nye Borgerliges stemmer bliver hørt i Odder Kommune. Jeg vil blive glad for input fra vælgerne, og ikke mindst medlemmerne i Nye Borgerlige, om de områder, der ligger dem mest på sinde for derefter at forsøge at påvirke eventuelle beslutninger positivt i flertallets retning."

Hvad er dine politiske mærkesager?
"Kattegat-forbindelse er et 'nej tak'. Men jeg ved også godt, at det ikke er op til mig, og det skal også siges, at det er min helt egen personlige mening."

"De unge i Odder. Har de nok i de tilbud, der er nu? Eller kan vi tilbyde noget mere eller noget nyt? Har man spurgt de unge om, hvad de gerne vil have eller mangler? Lytter man til, hvad de ældre, de sygemeldte, de handicappede har brug for? Eller er det hele bare sat i kasser, hvor rammerne er bestemt? Der er mange ting, jeg er nysgerrig på og spændt på at få indblik i."

Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
"Jeg er helt blank og nyslået inden for politik. Jeg vil nok først finde ud af, hvad man kan påvirke, og derefter hvordan man kan være med til at skubbe i den retning, hvor Nye Borgerliges værdier ligger. Det skal selvfølgelig have værdi for Odder Kommune og for dem, der har valgt at ligge en stemme på Nye Borgerlige."

Hvad er dine fritidsinteresser?
"Jeg nyder at tage racercyklen med på landevejen (ikke så meget på de ringe cykelstier), når vejret ellers er godt nok til det. Ellers foregår min cykling på en hometrainer eller i fitness centeret. Jeg slapper gerne af ved at flade ud på sofaen og se serier og selvfølgelig god mad. Jeg nyder gerne min kærestes selskab og selvfølgelig kvalitetstid med hendes og mine børn."

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Brian Vestergaard